147 / 256
136
— 1850ool860 —
tedes, da Musik og musikalske Interesser udgjøre et Slags Frimureri
mellem nogle faa, forbindende disse enkelte udvalgte saa de lige
som bedre forstaa hverandre, dannende smaa Koterier, hvor
Musik er det, der tales og handles om , men hvor ikke blot
det store brede Lag i Samfundet staar aldeles udenfor, men end-
ogsaa den egentlige Kjærne af „Intelligensen“ endnu er saa temme
lig uberørt af Sansen for Tonernes Abstraktioner.
Nu er det
tydeligt — et Blik paa Medlemslisten vil snart vise det — at i al
Fald denne sidste Del af Samfundet er vundet. De ældre i Slægten
begynde at faa Øjnene op for, at der dog rummes adskilligt andet
og mere af Aand og Tanke i et Musikværk end de i gamle Dage,
naar de sang deres Selskabsviser, vare tilbøjelige til at mene; de
yngre gribes lidt efter lidt dels af hvad de selv høre, dels under-
ubevidst Paavirkning af hele den Verdensbevægelse, som i Løbet
af et Par Aartier sætter netop Musiken til højbords. De ydre
Kaar, hele den borgerlige Stilling, hvori en Musiker befandt sig i
Begyndelsen af Aarhundredet, sammenlignet med den, han indtager
nu, afgiver bl. a. en god Maalestok for Beskaffenheden og Arten af
denne aandelige Bevægelse. Man tænke blot f. Ex. paa Schubert
paa den ene Side og Mendelssohn paa den anden.
Hvad havde vi nu af Musik herhjemme paa denne Tid? Strøet
hist og her omkring en eller anden Koncert af en rejsende Virtuos,
af og til noget lignende af indenlandske Kræfter, altsammen noget,
der kunde pirre Appetitten, men ikke mætte.
Udenfor dette
var der Operaen paa det kgl. Theater, Cæciliaforeningen og Musik
foreningen. Blandt disse maatte Musikforeningen baade efter sin
Opgaves mere generelle Natur og Omfanget af sin Virksomhed
blive det naturlige Brændpunkt for den musikalske Interesse. Theatret
kunde ikke gjøre Musikforeningen Rangen stridig. Operaen besad
ganske vist dengang navnlig paa Spindesiden — Fruerne Gerlach, Sahl-
green, Zinck, Frøken Caroline Lehmann o. a. — Kræfter af frem
ragende Værdi, men Repertoiret dannede under Heibergs Direktion
snarest en Art Supplement, og det et konservativt Supplement, til
Musikforeningen. Denne førte an i Smagen, Theatret fulgte efter.
Noget til Musikforeningen modsat kom ikke frem paa Scenen.
Operaen dyrkede Mozart, Mozart enten i egen Person eller som
Midtpunkt for en Række Komponister, der i Aand og Form slutte
sig til ham, f. Ex. Cimarosa med „Det hemmelige Ægteskab“, Fiora-
vantis „Landsbysangerinderne“, Méhuls „Joseph“, Dittersdorfs „Apo-
thékeren og Doktoren“ , fremdeles „Røverborgen“ , „Jægerbruden“,