146 / 256
Gades Tid.
Vi træde ind i Musikforeningens gyldne Tidsalder, hvor For
tidens Klassicitet og Nutidens Romantik række hinanden Haanden.
De foregaaende Aar havde beredet Sindene og banet Vejen for
Forstaaelsen. For den friske Modtagelighed laa nu de store Kun
sten s Skatte, nogle kjendte, mange ukjendte, det vi endnu i vore
Dage se tilbage til som det ædleste og bedste. For ikke at tale
om de gam le, Haycln og Mozart, hvoraf navnlig den sidste endnu
stod forholdsvis aktuel, saa havde en Mester, som Beethoven alle
rede begyndt at tabe det strænge Præg, hvormed Slægten en Snes
Aar tilbage betragtede ham. Som Aar var lagt til Aar, Rækken
a f Symfonierne vare gjennemgaaede atter og atter, havde den op
rindelige Beundring paa Afstand veget Pladsen for en friere, sundere,
fremfor alt naturligere Tilegnelse. Det var ikke længere nødvendigt
at tage sin Tilflugt til en lavet Begejstring for at s y n e s Kjender
nu fulgte Beundringen, eller den kunde følge, naturligt efter den
virkelige Nydelse. Med denne kunstneriske Ballast drog saa Musik
vennerne ud paa nye Opdagelsesrejser, Romantikens nyt indvundne
Territorier. Selv der, hvor man havde færdedes før, fandtes der
det nye og det friske i det gamle. Saaledes ved Mendelssohn, den
trods nogen dyrkede og atter dyrkede Mendelssohn. Ligesom lidt
paa Afstand, i ærbødig Afstand, havde man hidtil havt ham, Kom
ponisten af de store Værker, „Elias“, „Paulus“, Symfonierne osv.
Nu bliver Forholdet inderligere og fortroligere, i Stedet tor at ære
„Mesteren“ lærer man at elske Kunstneren, den, der har frembragt
„Sommernatsdrømmen“, Violinkoncerten, Ouverturerne, Trioerne,
„Lieder ohne W orte“ og Sangene.
For ret at forstaa Stillingen tænke man sig engang tilbage til
hin Tid. Tonekunsten, den hidtil tilsidesatte, begynder at vinde
Fodfæste.
Det er ikke længere som dengang Musikforeningen stil-
P e r iod en 1 8 5 0—1860.