155 / 256
144
— 1850oolS60 —
af Foreningen som „en Anerkjendelse af Gades stadige og kraftige
Virksomhed“.
Det samme har senere gjentaget sig ved disse
Lejligheder. Hvor som her altsaa Gade paa engang var Hæders-
gjæst og Koncertgiver fik Koncerten et særligt Sving. ^ „Allerede
Dagen forud,“ skriver „Dagbladet“ ved denne første Extrakoncert,
„vare samtlige Billetter bortrevne. Da Prof. Gade viste sig paa
sin Dirigentplads udbrød Tilhørerne, hvoriblandt man saa fleie af
Kongehusets Medlemmer og en Mængde politiske og literære Nota
biliteter, i en levende Akklamation. Et „Leve Prof. Gade“ , som
udbragtes til Slutning, besvaredes med Jubel og en Regn af Bu
ketter.“ Sammenholder man denne Beretning med den bekjendte
Reservation ellers hos Foreningens Publikum, vil man endnu bedre
kunne vurdere Omfanget af den Hyldest, der blev bragt.
De andre danske Komponister maatte nøjes med mindre Op
mærksomhed, men fik dog gjennemgaaende en venlig Modtagelse.
A f C a r l H e l s t e d blev der i 1853 opført en Korkomposition „Liden
Kirsten“ (Text af J. L. Heiberg), som i Bladenes Omtale kaldes for
et dygtigt Arbejde af specifik nordisk Præg. E r ik S ib o n i debu
terer 1857 med et mindre Korstykke „Wellenspiel“ (af H. v. Winckler)
og P. H e is e Aaret efter med Ouverturen „Marsk Stig“ , efter tid
ligere at have produceret sig væsentligt som Sangkomponist. Endelig-
bliver der af H. S. L ø v e n s k j o ld opført en Klaverkvartet, der bl. a.
har interesse derved, at den senere saa bekjendte tyske Romance
komponist A d o l f J e n s e n , der dengang opholdt sig her i Byen
som Orkesterdirigent for et tysk Operaselskab, udførte Klaver-
partiet.J)
Af de givne Extrakoncerter maa særligt mindes den, der i Maj
1859 blev afholdt til Indtægt for Weyse-Monumentet paa Frue
Plads og som indeholdt lutter Kompositioner af Foreningens gamle
i) Kvartetten gav Anledning til en begejstret Anmeldelse, der indeholder højst
kuriøse. Ting. Et Sted i Kompositionen forklares saaledes som forestillende
„et Par Novicer i Dans“. — „Nu begynder den ene, den anden kommer lidt
efter. Men de kunne slet ikke blive enige om Takten. Omsider standse
' de da ved at mærke, at de omkringstaaende le dem ud — en Reminis
cens af Hovedthemaet — men fatte dog atter Mod, og den samme Historie
begynder saa igjen, indtil et Magtsprog ender Legen“. Andanten skal være
„en Dønning fra det troløse Middelhav“, medens Slutningen af første Del
udtydes som at „Stormen lægger sig efter at Komponisten liar arbejdet sig
hen til et fuldkomment Smorzando“. Man kan ikke forlange en bedre
deskriptiv Analyse!