167 / 256
P erioden 1860—1870.
Ligeoverfor de gamle Klassikere var omtrent alt, der laa nær
mest for Haanden, allerede længst gjennemgaaet. Dette gjælder
baade om Mozart og Haydn og i ikke mindre Grad
0111
Beethoven
efter at den foregaaende Periode havde indlemmet navnlig niende
Symfoni og alle Koncerterne i Repertoriet. Et ringe Efterslæt stod
endnu tilbage. Det blev bestridt nu: de to mindre Ouverturer,
„Leonore“ Nr. 1 og „Kong Stefan“ , fremdeles et Par udvalgte
Stykker af de to Messer.
Men som det gaar det ægte Kunstværk, kun en nærmere Be-
skuen og et fortroligt Kjendskab giver det rette Blik for alle Skjøii-
heder. Ingen Komponist indtager derfor tilnærmelsesvis den Plads
paa Programmerne som B e e t h o v e n . Gjør man Resultatet op visei
det sig, at Beethovenske Værker ere opførte i disse ti Aar over
70 Gange, medens den, der kommer nærmest, Mendelssohn, kun
naar op til lidt ovér de 40 , Schumann kun til henved 30. I
Virkeligheden er Beethoven repræsenteret paa ikke langt fra hver
Koncert i denne Periode! Naturligvis var det hovedsageligt Sym
fonierne, der ere fremme („niende“ opføres to Gange, 1865 og
1867), men ogsaa især Klaverkoncerterne spilles flittigt, hver med
sin „Specialist“, A u g u s t W in c lin g med den i G dur, A n t o n
R é e med C mol og senere E d m u n d N e u p e r t med Es dur-Kon-
certen. Beethoven var Tidens Autoritet, lutter Beundring hilste
ham. Det er en ren Undtagelse naar en eller anden drister sig til
at gjøre Kritik gjældende, hvad der saa til Gjengjæld kan falde ret
pudsigt ud. Et Blad klager f. Ex. over, at Beethovens Messe i
G ikke er „Kirkemusik i Palestrinas Forstand, der i enfoldig Højhed
taler til Følelsen“, men tilføjer dog klogeligt, at det mangler Kom
petence til at bedømme dens Værd som „musikalsk Regnestykke“.
Ved Siden af Beethoven forsvinde baade Haydn og Mozart