168 / 256
— Oversigt —
155
næsten ganske. Et Par Værker om Aaret, det er det hele, deri
indbefattet Kvartetterne, der udgjøre en væsentlig Del heraf. De
to store Repræsentanter for det forgangne Aarhundrede trække
sig efterhaanden op til historiske Højder, alt imens de hædres som
det sande Grundlag for den moderne Musik. Men det begynder
at krystallisere sig, det man vælger ud af deres Produktions Mang
foldighed. For H a y d n s Vedkommende er der de to Symfonier,
B dur og D dur, engang imellem den i Es dur, en enkelt Gang noget
af „Skabelsen“ eller „Aarstiderne“ , for M o z a r ts Vedkommende
ligeledes to Symfonier — G mol og G dur — varieret engang med
Es dur-Symfonien, dertil Ouverturen til „Tryllefløjten“. Større Be
vægelighed fmdes der ikke. De gamle ere ifærd med at antage
steorotype Træk.
Med M e n d e ls s o h n gaar det ligesom altid før. Næst Beet-
hoven er han Koncerternes Helt. Instinktmæssigt griber man efter
ham i Forenigens første Aar, senere, under Gade, bliver han dyrket
ikke mindre om fattende, men mere bevidst. Hans Musik er For
midlingen mellem det gamle og det ny. Paa engang det sidste
Led af den afsluttede klassiske Tid og den første Begyndelse til
den dæmrende Romantik har hans Værker Elementer fra begge
Lejre i sig og danner den Formens faste og Melodiøsitetens let og
smidigt byggede Bro, der fører fra den ene til den anden Side.
Endnu har man kun flygtigt kjendt Schumann, derfor kultiveres
Mendelssohn, umærkeligt forberedende Sindene for hin. Kjendte
og kjære Sager danne det faste Repertoire, Symfonierne, „Sommer
natsdrømmen“, Violinkoncerten, Walpurgisnatten o. s. fr. Det ny,
der kommer til, „Oedipos“ , anden Del af „Elias“ samt den
115. Psalm e, tilføjer ikke nye T ræ k ,, men i de to Ouverturer,
C dur (d en saakaldte „Trompetouverture“ ) og „Ruy Blas“ , an-
skueliggjøres den hurtige Væxt i Mendelssohns Udviklingsaar, fra
den klassiske, helt Mozartske Indflydelse til den personlige Selv
stændighed.
Med S c h u m a n n tages der, sammenlignet med den foregaaende
Periodes mere prøvende Forsøg, adskilligt kraftigere fat. Vi befinde
os vor Tid saa meget nærmere, Romantikens originale Mester be
skues ikke blot som en interessant musikalsk Deformitet, han op
fattes og tilegnes, begynder at blive forstaaet og elsket. Hos os,
ligesom tidligere i Tyskland, ere Schumannianerne i Færd med at
flokke sig. Bevægelsen ytrer sig først i Musikernes Kreds, uden
dog strax at aflejre bestemt paaviselige Nydannelser, og gaar der