173 / 256
160
- 1860e*>1870 -
med „Liden Kirsten“ og flere Nyheder, Romancer, en Klaver-
kvartet og hans første Symfoni, D dur. Fremdeles L ø v e n sk jo ld
med den romantiske Ouverture „I Skoven ved Furesø“ , H an s
M a tth is o n -H a n s e n med- Davids 130. Psalme for Soli, Kor og
Orkester, N. R a v n k ild e med en Koncertouverture i G dur, E rik
S ib o n i med to Værker (Pianokoncert D mol og Pianokvartet R dur)
samt T. R. Sick med en Klavertrio i Adur.
Et nyt Kuld af Komponister opstaar imidlertid, den tredje
Generation, Musikforeningen i sin trediveaarige Tilværelse havde
set voxe frem. Der var først P. Heise. Allerede i det foregaaende
Tiaar havde han havt sin Debut, nu gaar der ikke Aar hen uden
et eller andet af ham kommer til Opførelse, større og mindre
Sager, en Symfoni Drnol, Koncertstykket „Efteraarsstormene“,
Balladen „Bergliot“, endelig, som det fyldigste Udtryk for hans Be
gavelses Ejendommelighed, en hel Række Romancer og Sange,
disse friske og stemningsfulde Melodier, der gjorde hans Navn saa
populært, kjendte nu af alle og enhver, „Ørnen løfter med stærke
Slag“ , „Græd ikke mer du lille Mø“ , „Der var en Svend med sin
Pigelil“, „Vildt flyver Høg over Land“, og saa mange andre. Mest
var det Fru Z inck , der til Gades eller Windings Akkompagnement
førte disse Sange ud i Livet, undertiden ogsaa Jul. S te e n b e rg .
Næst Heise var A u g u s t W in d ing mest fremme. Efter som
Klaverspiller at have sat sig fast i Publikums Gunst debuterede
han som Komponist i Foraaret 1861 med en Andante og Allegro
for Orkester. Aaret efter hørtes nogle Sange af ham, men det
blev dog mest det instrumentale Omraade, hvorpaa han bevægede
sig. Saaledes den „nordiske Ouverture“, et af den Oehlenschlågerske
Tragedie inspireret Stykke, der senere tit er blevet gjentaget, nogle
firhændige Klaverstykker, en Violinsonate, endelig en Klaverkoncert.
Et mindre Korstykke, „Aftenstemning“ (af F. J. Flansen), repræ
senterede den vokale Musik. To andre af Datidens „Yngre“ op-
traadte hovedsageligt med Kammermusik, Ghr. B a rn e k ow i 1863
med en Piano-Sextet og Sangkredsen „Den Ensomme“, ja selv en
saa udpræget orkestral anlagt Begavelse som Em il H a r tm a n n
begynder fra Kammermusikens mere stilfærdige Standpunkt: først
nogle Sange (af Ingemann og Ghr. Winther) i 1865, derefter en
Piano-Kvintet (G mol) og en Piano-Trio (B dur). Kun et enkelt
større Koncertstykke, „Plavfruen“, præciserer nærmere hans Stilling
som den, han senere viste sig at være. Derimod debuterer G. F.
E. H o rn em an 1869 med et Orkesterværk, den fantasirige Ouver