175 / 256
162
— 1860;v)1870 —
de europæiske Storheder udfyldes af vore egne Kræfter, A u g u s t
W in d ing , T o f te , Oboisten S c h iem a n n og Klarinettisten Mo-
z a r t P e te r s e n . De følgende Aar fortsættes Bevægelsen om ikke
i samme hurtige Rækkefølge saa dog med kjendelig Forkjærlighed
for Solospillet. Musikforeningen lader inden Tiaarets Slutning følgende
Storheder optræde: Violoncellisten Fr. S e rv ais 1862, Flautisten A.
de V ro y e 1865, Violinisten I. L o tto 1866 (med Viottis Violinkoncert
Dmol), Brødrene Jul. og H a r r y S ch lom in g 1867, bekjendte fol
deres Sammenspil navnlig af Spohrske Duetter, endelig selve Maje
stæten J o a c h im 1868, samme Aar som de to norske Kunstnere,
daværende Frøken E rik a L ie og Ed m u n d N e u p e rt. Det er
ganske morsomt at lægge Mærke til, hvorledes Musikforeningens
Aand raader over dem alle sammen saalænge de ere indenfor dens
Omraade, hvad enten Kunstneren eller Virtuosen er mest frem
trædende hos dem. Falder Grundtrækket for deres Repertoire
sammen med det for Musikforeningen almindeligt gjældende, saa
meget desto bedre, hvis ikke maa de rette sig derefter. At Wilma
Neruda spiller Mendelssohns Violinkoncert eller Paibinstein sin egen
Piano-Koncert, at Joachim spiller Beethoven eller Erika Lie Bach
er der ikke noget besynderligt i. Men ved de mere udprægede
„Virtuoser“ kommer der ganske løjerlige Forbindelser frem. Saa-
ledes sættes Haberbier til sammen med Mozart Petersen at udføre
en ganske uskyldig Duo af Weber (Op. 48), og alt det, den store
Fr. Servais kommer til at glimre med er — en Larghetto af Mozart,
arrangeret for Violoncel, medens han iøvrigt i al Ydmyghed udfylder
Tredjemandens Rolle i en Beethovensk Trio. Paa samme Maade
tages Flautisten A. de Vroye til Indtægt for Klassicismen med en
Koncert for Fløjte af Mozart.
Hvem der af alle disse mange gjorde det største Indtryk kan
man med et Blik paa den lange Liste nogenlunde sige sig selv.
Ved deres Ejendommelighed, udprægede Personlighed og fuldkom
ment tekniske Mesterskab stode selvfølgeligt Joachim og Rubinstein i
Spidsen. Den førstes Hovedegenskaber, hans Foredrags hele stil
fulde Alvor og prunkløse Storhed, var netop Musikforeningen mere
end mange andre skikket til at vurdere, særligt saadanne Ting af
hans Repertoire som Beethovens Koncert eller Bachs Chaconne.
Ikke mindre ejendommelig, skjønt saare forskjellig og maaske nok
saa betagende i Foredragets Lidenskab og Energi, var Rubinstein.
Men specielt i Musikforeningen, hvor han kun optraadte en enkelt
Gang, kom han ikke til at spille nogen fremtrædende Rolle. Hans