176 / 256
— Søskendene Neruda —
163
egentlige Verdensberømmelse fortjente han uden Tvivl ikke mindre
dengang end nu, men den blev dog væsentligt en Frugt af en Tid,
der ligger os en halv Snes Aar nærmere end denne Periode.
For Musikforeningen fik dog ingen af dem den Betydning
som Søskendene N e ru d a . Hvem mindes ikke dette uforlignelige
Sammenspil, hvor Sydens Glød og Nordens Poesi havde indgaaet
en saa forunderlig Forbindelse, og Wilma Nerudas Violinspil, hvis
Ynde og kvindelige Finfølelse var forenet med en hel mandlig
Kraft og Energi? I Musikforeningen debuterede hun med Mendels-
sohns Koncert, hvis aandfulde Skjønhed vel næppe nogen har for
tolket som hun. Flun vandt Hjærterne saa hun i en hel lang Aarrække,
1865—1869, bestandigt kom igjen, atter og atter lige velkommen.
Oftest var det i Kammermusik hun deltog, spillede de gamle Klassikere,
Mendelssohn, Schubert og Schumann, sammen med Foreningens
faste Kvartet, hvortil i de tidligere Aar hendes Søster, M arie N e
r u d a , sluttede sig som Sekundviolin. Enkelte Ting som Mozarts
Gmol-Kvintet, Schuberts A mol-Kvartet, de Bachske Solosager eller
Sonaten af Rust staa endnu som lysende Minder om hin Tid.
Nydelsen af hendes Kunst hørte imidlertid til de forgængelige
Glæder, thi fast Fod fik hun aldrig her i Kjøbenhavns Det blev
imidlertid Tilfældet med det yngste Blad af det Neruda’ske Tre
kløver, Violoncellisten F r a n z N e ru d a . Først maatte han dele
Æren med sit Søskende-Ensemble, men snart vandt han selvstændig
Betydning. Som Solist optraadte han første Gang i Musikforeningen
i Decbr. 1864 med en Koncert af Goltermann, men, hvorrneget
han end i denne Retning formaar at yde, blev det som bekjendt
ikke i Egenskab af Solospiller at hans Betydning kom til at ligge. Han
blev derimod Karnmermusikens første Mand herhjemme. Hvad han
har udrettet og udretter som Kvartetspiller, som Stifter af Kammer-
musikforeningen, som Befordrer af Liv og Interesse overalt, ligger
udenfor disse Blades nærmeste Indhold. I Musikforeningen var
han snart som hjemme, baade i Orkestret og Kvartetten. Til
Billedet af et idealt Musikforenings-Orkester fra den Tid hører, for
uden Gade ved Dirigentpulten og Tofte og Schjørrmg ved forste
Violinerne, absolut Franz Neruda paa den for Øjet fremtrædende
Plads som første Violoncellist. I endnu højere Grad var han Sjælen
i Kvartetten som den uundværlige Fjerdemand ved Siden af T o fte ,
S c h jø r rm g og Vilh. Holm .
Blandt Klaverspillerne optræder A u g u s t W in d ing saa tit
og jævnligt, at han i flere Aar. kan siges saa godt som alene at
11
*