182 / 256
P e r io d en 1 8 7 0 —188 6 .
Vi ere nu komne midt ind i Nutiden. Om vel ikke dens mange
artede Rørighed, ikke mindst hvad Tonekunsten angaar, lader sig
umiddelbart efterspore i Musikforeningen, vil dog et samlet Blik paa
Koncerterne vise, at Nutiden gjør sin Indflydelse gjældende, uagtet
Foreningen ifølge Natur og Tradition staar de endnu ikke modnede
Formationer fjærn. Den egentlige klassiske Tid er omme, den
romantiske Skole regerer, men paa den anden Side af denne træde
nu ogsaa vore Dages Mænd os unøde. Vi begynde at fejre de
gamle paa deres Jubilæumsdage og at gjøre nye Iagttagelser af
de unge.
Den første Mindedag træffe vi strax i Begyndelsen af Perioden,
Hundredaarsdagen for B e e th o v e n s Fødsel, fejret i November
1870 rned en udelukkende Beethoven-Koncert, indeholdende tre af
Hovedværkerne fra Mesterens frodige Manddomsalder, Leonore-
Ouverturen, Pianokoncerten i G dur og Gmol-Symfonien, medens
et Udvalg af Musiken til „Athens Ruiner“ repræsenterede ham som
Vokalkomponist. Som naturligt er bliver ellers Beethovens Stilling
noget mere tilbagetrængt. Hele den store Række af Mesterværker
vare forlængst gaaede igjennem. Det ny angik hovedsageligt mindre
væsentlige Ting, Ouverturen Op. 115 („Zur Namensfeier“) og Sang
kredsen „An die ferne Geliebte“. Af betydelige Værker staar
endnu kun den store Messe tilbage. Særligt kultiveret blive Sym
fonierne, navnlig de syv sidste, hvoraf „niende“ gives fem Gange.
Dertil kommer som specielle Yndlingsstykker Korfantasien og B dur-
Trioen.
Endnu mere mærkes Tidens Indflydelse paa Beethovens For
gængere. Flere af de gamle Italienere blive trukne frem — de
vare jo „Nyheder“ nu — et Magnifikat af D u r a n te , forskjellige