179 / 256
166
— 1860ool870 -
Enkelte Spørgsmaal var der dog, der dukkede op under disse
rolige Forhold og, meldte sig temmelig generende. Først og frem
mest det om M e d lem s a n ta lle t. Musikforeningen var saa lykkelig-
at lide af for mange Medlemmer. Siden hine første Aar, hvor
Indmeldelserne voxede med en saa forbausende Hastighed, fra
Maaned til Maaned, havde denne Forening ikke kjendt til hvad
det vilde sige at have Pladser tilovers. Stillingen var den samme,
som næsten altid før og senere, for hvert Numer, der blev ledigt,
stod der Aspiranter udenfor i rækkevis. At Moden har havt noget
at bestille hermed kan naturligvis ikke nægtes. Ellers vilde en By
af den Størrelse, som Kjøbenhavn dengang var, ikke være i Stand
til at stille et saa stort og ivrigt Kontingent af Musiksøgende paa
Benene. Men som det gjælder om denne „Mode“, at den havde
den sjældne Ejendommelighed at vare saa overmaade længe, saa-
ledes kunde Musikforeningen uden Tvivl regne sig det til Fortjeneste
at have samlet alle disse Skarer, baade kaldede og ukaldede, om
sig og af de sidste at have uddannet de Muligheder for musikalsk
Intelligens, som vare for Haanden.
Denne lyse Side ved Overbefolkningen paa Koncerterne havde
imidlertid ogsaa sin tilsvarende mørke. I Koncertsalen var der
ikke Tilløb i den Forstand, at der var faldt. Der var Trængsel.
Der fandtes nemlig flere Medlemmer end Kasinos store Sal kunde
rumme, et Forhold, som allerede havde udviklet sig i Foreningens
første literære Tid da man ikke betragtede Koncerterne som Hoved
sagen. Og siden Erfaringen havde lært, at altid en Del af de faste
Medlemmer udeblev fra Koncerterne havde man hidtil nogenlunde
holdt det gaaende saa godt det lod sig gjøre. Dem, det imidlertid
gik ud over, var Tilhørerne. Naar en Koncert skulde finde Sted
indfandt de taalmodige Medlemmer sig en god Stund inden Dørene
en halv Time før Koncertens Begyndelse bleve aabnede, stormede
saa ind paa engang, naar Helligdommens Porte endelig lukkedes
op, og udviklede derefter alle de elskværdige Egenskaber, som ere
uundgaaelige, naar alle i en stor Menneskemasse ville et bestemt
Sted hen og alle have de bedste Pladser. Det udartede sommetider
til et formeligt Haandgemæng, hvor det tit havde sin Nød med,
at ikke de „som tilsammen hørte“ bleve skilte ad i Strømmen.
Alt som Aarene gik og Foreningen mere og mere kom paa
Moden blev det ikke bedre hermed. Som en Kilde til Bestyrelsens
daglige Bekymringer affødte Tilstanden en Mængde forskjellige