174 / 256
— Virtuoskultus —
161
ture „Alladdin“, der allerede havde skaffet sig Indgang rundt om
kring i Udlandet, og Aaret efter spiller Ed nr. N e u p e r t nogle
Piano-Etuder af egen Komposition.
Fia den specielt danske Afdeling ere vi her allerede komne
over i den skandinaviske. Paa dette Tidspunkt spiller endnu den
svenske Musik Hovedrollen, A d o lf L in d b la d med to Korstykker,
„Drommarne“ og „Om vinterqvåll“ , L udv ig N o rm an med en
Oktet for Strygeinstrumenter, A lb e rt R u b e n s on med Indlednings
scenen af Bjørnsons „Halte Hulda“ for Kor og Orkester, endelig
A u g u s t S o d e rm a n , vel den originaleste Begavelse af dem alle,
med sin fantasifulde Ballade „Qvarnruinen“ („Den forladte Mølle“),
der senere hører til det faste Repertoire. Af Nordmænd træffes,
foruden Neupert, H a lf d a n K je r u lf med en enkelt lille Sang, den
bekjendte „Paa Fjeldet“.
I endnu højere Grad end Tilfældet var i den foregaaende
Periode blive S o lis te r n e en væsentlig Faktor i Koncerterne. Ikke
blot lærte Publikum en stor Del af Fyrsterne blandt de udøvende
Musikere at kjende, ogsaa herhjemme begyndte man at mærke
Virkningerne af Impulserne fra disse. Snart kunde vi forsyne os
selv med dygtige, endogsaa fremragende Solospillere. Vort Forhold
til Virtuosverdenen var dengang en Del forskjelligt fra det nu
0111
Stunder. Vi regnedes endnu for ultima Thule, vi søgtes ikke,
men vi søgte. En fremragende Kunstner, der kunde vælge og
vrage, skulde have særlig Anledning for at komme herop. En
Indbydelse fra Musikforeningen og Gade var altid en saadan. Tiden
er saa rigt udstyret paa dette Felt, at man kunde kalde den for
Virtuos-Perioden. Det begynder det første Aar temmelig fredeligt
med den tyske Klaverspiller Rud. H as e r t, bekjendt som Vir
tuos i sine yngre og som Præst i sine ældre Dage, og han følges
af en ikke meget bekjendt Violinist, Max W o lff, der ligesom R.
Hasert hovedsageligt deltager i Kammermusik. Denne forholdsvis
spage Begyndelse udvikler sig navnlig henad Aaret 1862 til en
sand Virtuoskultus. Man formeligt svælgede i Virtuoser. Først
kommer den unge danske Pianist F r i t s H a r tv ig s o n , Elev af
Hans v. Biilow, med Schuberts Wanderer-Fantasi samt Serenade og
Allegro af Mendelssohn. Han efterfølges umiddelbart af Pianisten
E r n s t H å b e r b ie r , denne af daværende Frøken W il ma N er u d a ,
denne atter af A n to n R u b in s te in , alle saa at sige i sluttet
Række. Paa de sidste sex Koncerter af Sæsonen 1861—62 er der ikke
en, hvor der ikke findes et Soloforedrag. Medlemrummene mellem
M usikf. Festskrift. II.
-t
i