170 / 256
— D e n moderne Musik —
157
blot de to Instrumentalkompositioner, Suiten i D og Koncerten i
G, medens det iøvrigt mere bliver den tilfældige Anledning, der
resulterer af en eller anden Solist, som er det bestemmende. Men
her kappes saa godt som alle om at komme med, Rud. Hasert,
Tofte, Fru Norman, August Winding, Erika Lie, Joachim og Neupert.
Bach kommer paa engang paa Moden.
Af de efterklassiske Romantikere ere bestandigt W e b e r og
S p o h r de foretrukne, den første især med sine stolte Ouverturer
foruden enkelte Ting af „Euryanthe“ og „Oberon“. Spohrs Sym
foni „Die Weihe der Tone“ lader til aldeles at have fanget Sjælene.
Slag i Slag opføres den tre Gange, tre Aar i Træk, en Ære, som
ikke er blevet noget andet Musikværk til Del. I Forhold til disse
to Komponister gjør Gh e r u b i ni sig mindre bemærket for saa vidt
kun enkelte Ting af hans store Produktion føres frem. Men til
Gjengjæld gjenfmder man dem saa meget desto oftere, den nyde
lige Vuggesang for Damekor, „Blanca af Provence“, og Ouverturen
til „Anakreon“.
Mere end ved alt dette, der tildels kun var Gjentagelser, faar
imidlertid Perioden sit Præg ved det større Hensyn til den m o
d e rn e Musik. Der var først de endnu levende Repræsentanter
for den Mendelssohnske Skole,“ B e n n e tt (en Klaverkoncert) og
F e r d i n a n d H ille r med mindre Ting, Damekorene „Heloise og
Nonnerne“ og „Palmsonntagsmorgen“ , en Koncertouverture i A
samt den tidligere givne „Gesang der Geister tiber den Wassern“.
Desuden forekommer der helt nye Navne. A n to n R u b in s tem
debuterer 1860 med Ocean-Symfonien, som af en Kritiker faar den
paafaldende Karakteristik at være inspireret af Gade og Wagner (!)
medens Rubinstein kaldes „en underlig Mand, der ubarmhjertigt
ofrer til Fremtidens Moloch alle de spæde Melodifostre, som uvil-
kaarligt løbe ham i Pennen“. Man forstaar, at Musikforeningen
kunde have sine Vanskeligheder ligeoverfor Publikum! Trods al
Respekt ellers for „Fremtidens Moloch“ blev man dog ved med
Rubinstein, af hvem de nærmeste Aar næsten alle bringe et eller
andet af Betydning, Pianokoncerten i F dur, Koncertouverturen i
Belur, Korstykket „Havfruen“ og forskjellige Sangduetter af Opus
48. Selv boede han her i Byen i længere Tid i Aaret 1862 og
spillede bl. a. i Musikforeningen Principalstemmen til den nævnte
Klaverkoncert, saa det kan vel antages, at det personlige Kjendskab
til denne ejendommelige Natur og hans storslaaede Klaverspil har