Previous Page  171 / 256 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 171 / 256 Next Page
Page Background

158

— 1860.-V1870 —

bidraget sit til at skaffe hans andre Kompositioner en rimeligere

Forstaaelse end den før omtalte Kritiker besad.

Af andre fremmede Nutidskomponister træffes paa Hr. Toftes

Solistkonto R a ffs Violinstykke

„La fée d’amour“,

et harmløst

Salonstykke, der imidlertid af en Anmelder, for hvem igjen klassi­

citetens kraftige Føde havde været for tung, fik den ublide Be-

gegnelse at blive kaldet for „en af mangfoldige Stykker sammen-

rimpet Purpurklud“. Det kan derfor i det hele ikke siges, at

de nye Navne modtoges med Sympathi. Først længere hen i

Tiden bleve Sindene mindre krigerske saa tre Kompositioner af

Max B ru ch , „Schon Ellen“, „Flucht der heiligen Familie“ og „Die

Isispriesterinn in Rom“, i det hele hilses med Velvilje.

Blandt de danske Tonekunstnere begynde W ey se og Ku hl au

at træde noget tilbage, især den sidste. For Weyses Vedkommende

findes der Plads for et Par ikke før opførte Kompositioner, „Pinse­

hymnen“ og et Stykke af Kantaten „Forbøn“. Endnu stod Weyse,

om ikke just i sin fulde Glorie, saa dog som den bestandigt hædrede.

Man kan træffe paa saadanne offentlige Udtalelser, at som Kirke­

komponist er han ikke overgaaet af nogen nyere Mestei og „at

han i dette Aarhundrede ikke har fundet nogen Sidemand uden

Gherubini og tildels Mendelssohn“ !

Men Tiden, den levende, aktuelle, krævede mere og mere

Plads for sig selv. Medens H a r tm a n n tidligere væsentligt var

repræsenteret med ældre Ting kommer nu en hel Række nye Kom­

positioner fra hans Haand, foreløbigt dog kun mindre Sager. Sin

egentlige Tumleplads havde han endnu paa Omraader, som laa

Musikforeningen temmelig fjærnt, de store Lejlighedskantater og

Balletterne. Til Gjengjæld kommer noget af det fineste og aand-

fuldeste, Hartmann har skrevet, frem i Musikforeningen, de mindre

Korstykker „Zigeunermårchen“, „Hinsides Bjergene“ , fremfor alle

„I Provence“, Værker i den mindre Genrestykkets Art, som efter

deres i Indhold indbyrdes store Forskjellighed vidner saa veltalende

om Mangfoldigheden og Rigdommen af Hartmanns Skaberkraft.

Dertil slutter sig Fortsættelsen af „Undine“, der har havt den