166 / 256
— Det sidste literære Foretagende —
153
de sig, der nærmest hørte til den musikalske Fagledelse. Her
opkom Betænkeligheder for at denne Plan muligt kunde have
en Indskrænkning af Koncerterne til Følge, hvad de saa meget
mere maatte sætte sig imod, som netop „denne Virksomhed var
den rette Maade, hvorpaa Lovenes Aand blev gjort Fyldest og
Sansen for Musik udbredt“.
Som Sagerne saaledes stod kom Forslaget foreløbigt til at
hvile. Men det medførte bl. a. en Diskussion om Musikforeningens
musikalske Holdning i det hele, hvis mere og mere udprægede
Tilslutning til Leipzigerskolen blev gjort til Gjenstand for Kritik.
Skjønt uden direkte Følger, kan Diskussionen dog ikke siges at
have været ganske ufrugtbar. Man behøver ikke at væbne sit Øje
for i Sæsonen 1858—59 at spore Dønningerne af den vakte Be
vægelse. For ikke at tale om , at W e y s e og K u h i au komme til
n y Ære, saa træffer dette Aar saare sjældne Navne paa Program
merne, dels af det gamle Kuld, som N a u r n a n n , dels af de helt
ny e, som L is z t og B e r l i o z , dels enkelte danske, L ø v e n s k j o ld
og H e ls t e d . Heller ikke Forslaget om Udgivelsen af Musikværker
faldt goldt til Jorden. Det førte omsider til det Resultat, som
viser sig ved Udgivelsen af D u p u y s „U n g d om o g G a ls k a b “ og
H a r tm a n n s „ D r y a d e n s B r y l l u p “ , begge i Aaret 1861. Musik
foreningen overtog dog ikke umiddelbart Forlaget, men overlod
dette til Musikhandelen (Firmaet Horneman
&
Erslev) med et Til
skud af 500 Rdl. Det blev den sidste Opblussen af den gamle
Tids Aand, og hermed ophører Musikforeningens Virksomhed paa
det literære Omraade.
En vigtig Støtte som Koncertgiver fik Foreningen 1856 ved en
udtrykkelig Bemyndigelse fra Kultusministeriet til at benytte Assi
stance af det kgl. Theaters Operapersonale med Forbehold af, at
dette ikke kom i Strid med Theatrets Interesser.
V