169 / 256
156
- 1860oil870 -
fra over til det øverste og intelligenteste Lag af Dilettanterne.
Schumanns Sange vinde Indgang, begynde at stille den gamle
Romancesangs mere nødtørftige Melodier i Skygge, man kaster sig
over hans Kammermusik, især Klaverkvartetten og -Kvintetten. I
Musikforeningen kom tidligere Schumann kun sparsomt til Orde,
nu hører han snart til de særligt foretrukne og naar op paa Højde
med Mendelssohn. Der er først hele den rige Høst fra den tidligere
Tid, „Paradies und Peri“, B dur-Symfonien, Klaverkvintetten for
ikke at tale om Klaverkoncerten og Sangene (med Fru Zinck). Al
betydelige Nyheder var dog endnu saa meget tilbage som sidste
Del af „Faust“ (Fausts Verklärung), Es dur-Symfonien, den mindre
Symfoni, der gaar under Navn af „Ouverture, Scherzo og Finale“,
fremdeles i anden Række de to Ouverturer, „Manfred“ og „Julius
Cæsar“, et Sanctus af Messen i C mol samt D mol-Trioen. At
Tiden var fuldkomment moden til alt dette kan alligevel ikke siges.
Af og til kan der findes ganske underlige Tegn paa Mangel paa
Forstaaelse. Saaledes ved den første Opførelse af sidste Del af
Faust-Musiken, et af de mest sprudlende Udslag af Schumanns
geniale Fantasi. Selv „Intelligensen“ har den ikke smagt bedre
end Goethes Digtning, der et Steds faar det Skudsmaal at være
tysk „überschwenglich“. Helt at bryde med Schumann finder man
dog ikke raadeligt, men saa draperer man sig bag sin nationale
Særstilling. En Kritiker samler sine Indtryk i følgende: „Trods
al Genialitet hos denne baade i god og slet Forstand særligt
tyske Musiker gjenfinde vi i disse kølige Doktorrecitativer, i disse
langstrakte Englekor noget af den samme Udspekulerthed, af den
samme rent abstrakte Skjønhed, som er vor danske Natur for
fjærn til at vi ret kan glæde os derved.“
Ogsaa S c h u b e r t spiller en større Rolle. Men regner man
Sangenes uudtømmelige Rigdom fra er det jo ikke lige i Kvanti
teten, at Schubert har Betydning for Koncertsalen. Af nyt gives
„Wanderer-Fantasien“ for Klaver, fremdeles det første Stykke af
den ufuldendte Symfoni i Hmol.
Som Repræsentanter for de gamle staa igjen H a n d e l, B a ch
og Gluck. Den sidste er med Stykker af „Alceste“ og „Orfeus“
den begunstigede — „Alceste“ gives tre Gange — men iøvrigt ind
tager ingen af dem nogen fremtrædende Plads, mindst Händel, af
hvem foruden det saakaldte „Kroningsanthem“ og Koncerten for
Strygeinstrumenter i Gmol kun hovedsageligt forskjellige Arier i
Ny og Næ komme til Opførelse. For Bachs Vedkommende gives