Musikforeningens

152

— .1850:^1860 —

Saa grundfæstet var tværtimod Stillingen, at man i Aaret 1856

kunde skride til Forhøjelsen af Medlemskontingentet med 50 pGt.

(fra 2 til 3 Rdl. aarligt) uden at denne Forholdsregel i mindste

Maade havde Indflydelse paa Medlemsantallet. At -det ikke be

standigt kunde blive beroende med det Pengevederlag, der for en

Snes Aar tilbage ved Foreningens Stiftelse var anset for tilstrække

ligt, følger af sig selv. Forholdene dengang og nu vare jo væsent

ligt forskjellige. Tidligere var Assistancen i de fleste Tilfælde gratis,

kun det mere underordnede Personale blev lønnet. I Længden

kunde imidlertid dette ikke vedvare og stemmede desuden kun lidt

overens med Foreningens Værdighed og Selvstændigbed. Endvidere

krævede Tiderne en rigere Virksomhed, de „store“ Koncerter skulde

udvides fra to til tre om Aaret. Med denne Motivering var det

ikke vanskeligt at faa Generalforsamlingens Samtykke til Kontingent

forhøjelsen, og Bestyrelsen havde næppe behøvet tillige at slaa paa

Udsigterne til igjen at optage den Gren af Virksomheden, som

Lovene havde sat i første Række, Udgivelsen af danske Musik

værker.

Hvorledes Foreningen efter Forholdenes naturlige Udvikling-

var kommet ind paa at lægge Hovedvægten paa Koncerterne, er

allerede tidligere vist.

Bestemmelsen om at udgive Musikværker

stod nu kun som en forældet Levning af de Ønsker og Forhaab-

ninger, der i sin Tid ledsagede den unge Musikforening ud i

Livet. ’ For imidlertid ikke helt at ignorere den gjorde Gollin

sig i 1858 til Talsmand for, at man atter saa smaat skulde optage

denne Del af Opgaven. Ikke uden Hentydning til Fortiden daterede

han sit Forslag den 5. Marts, Foreningens Fødselsdag. Som hid

rørende fra netop en af de Mænd, der havde ledet Sagerne i de

første Aar, har Forslaget ganske hin Tids Syn paa Tingene, Kjær-

ligheden til Komponisterne fra Trediverne, til W eyse, Kuhlau og

Dupuy, og Troen paa, at Musikforeningen kunde bøde paa, hvad

Theatret ikke kunde overkomme. Gollin foreslog en hel Række

Operaer, der kunde komme i Betragtning (deriblandt ogsaa Gades

„Mariotta“) og fremsatte et fuldstændigt Overslag, hvorefter Ud

givelsen af sex Operaer skulde tilendebringes i fem Aar med en

beregnet Udgift af 3600 Rdl.

I Administrationen mødte For

slaget temmelig uens Anskuelser. Den literære Fraktion gav sin

Tilslutning uforbeholdent til Kjende, endog med Antydninger

af, at man burde gaa et Skridt videre og tillige understøtte

Udgivelsen af yngre Talenters Kompositioner. Anderledes stillede