186 / 256
— Moderne Musik —
173
Felt laar denne sidste Periode sit bestemte Særpræg. At træffe
paa Navne udenfor den nyligt gjennemgaaede klassisk-romantiske
Afdeling hørte før ubetinget til Undtagelserne, nu derimod indtager
en Del af den moderne Tonekunst en væsentlig Plads, sommetider
en Hovedplads paa Programmerne. Navnlig efter ca. 1874 gjør
denne ny Svingning sig tydeligt gjældende, betegnende blandt andet
ved dens mere omfattende, internationale Karakter, hvor ikke alene
Tyskland, men ogsaa Frankrig kommer med. Blandt dem, der
rage op i Mængden, finde vi A n to n R u b in s te in med to Sym
fonier (A dur og F dur), to Klaverkoncerter (Es dur og Gmol) samt
en Del Klaverpjecer. J o h a n n e s B rahm s er endog for Musik
foreningen en hel ny Mand. Han indføres 1874 med Orkester
variationerne over et Thema af Haydn, derefter følger, med
temmelig spredte Mellemrum, Sextetten i B du r, den akademiske
Festouverture, to Serier af de yndefulde „Liebeslieder“ i Valseform,
Klaverkvartetten i Gmol, de to Rhapsodier for Klaver samt nu sidst
Symfonien i F dur — videre er der foreløbigt ikke naaet ligeoverfor
det allerede store Antal dybsindige Værker af den moderne Musiks
højtbegavede Mester. Fyldigere, navnlig i Forhold til sin Betydning,
er Max B ru ch repræsenteret, især med Vokalværker, „Odysseus“,
Vesperhymnen, Sangscenen „Frithiof paa sin Faders Gravhøj“ samt
Violinkoncerten, og det samme er Tilfældet med C arl R e in e c k e ,
Manfred-Ouverturen, de tre Korstykker „Aftensang“ , „Ave Maria“
og „Snehvide“ samt Impromptu for to Pianoer over Schumanns
„Manfred“. F e r d i n a n d H ille r endelig faar temmelig hyppigt
Ordet, dog mest med mindre Sager, Fantasistykket „Auf der
Wacht“, Sangstykket „Ständchen“, fremdeles „Symfonisk Prolog“
og Ouverture i A dur samt endelig, paa en Solospillers Repertoire,
Klaverkoncerten i Fis mol. Saa er de to Hovedrepræsentanter for
den nyromantiske Skoles yderste Fløj, R ic h a rd W ag n e r og
L is z t, begge tidligere indførte, men nu, i al Fald for Wagners
Vedkommende, nok saa karakterfuldt betegnede ved Forspillet til
„Parsifal“ og „Faust-Ouverturen“ , medens omvendt et lille Stykke
af „Rienzi“ peger hen imod hans tidligere Meyerbeer-Periode. Af
Liszt gives foruden Es dur-Koncerten og andre Klaversager det
smukke Kor „Tu es Petrus“ af Oratoriet „Kristus“.
Desuden træffe vi paa en Mængde andre Tonekunstnere fra
vore Dage, B a rg ie l med Piano-Trio F dur, H. v. B r o n s a r t med
Pianokoncerten i Fis mol, Ig n a z B rü ll med en „Jagtouverture“,
A. D v o rak , den begavede bøhmiske Komponist, med en Serenade