27 / 256
16
— 1837 -
sødt og vemodigt duftende Romantik paa en T id, hvor man fandt
Beethoven for stærk og ikke kjendte Mendelssohn, end sige Schu-
mann. Ved Valget af Hovednumeret endelig, F r a n z L a c h n e r s
Symfoni, havde man derimod vistnok kjøbt Katten i Sækken. Den
vai nylig blevet prisbelønnet af de daværende
Concerts spirituels
i
Wien og opført, man sagde under stort Bifald, i Februar
1836
.
Den unge Musikforening i Kjøbenhavn har altsaa skyndt sig godt
ioi at komme med. Et Sensationsnumer var Symfonien nu rigtig
nok mindst af alt. Den var i W ien blevet bedømt af en Komite
med M'ænd som gamle Weigl, Gyrowetz, Umlauff o. a., hvor, som
Edv. Hanshck udtrykker sig, „Kreutzer var den eneste romantiske
P let paa den gamle Skoles hvide Hermelin«. Efter alt at dømme
har Symfonien baade været kjedelig og lang (den indeholdt
304
Sider i Partitur mod
226
i Beethovens niende); Robert Schumann
kaldei den i en Kritik tillige for stillø s, med sammenblandede
tyske, franske og italienske Elementer. Man fortæller, at Weyse
lejste sig og gik sin Vej midt under Opførelsen, saa den har næppe
kunnet glæde sig ved nogen enthusiastisk Modtagelse.
I Bladene fra hine Dage finder man ikke meget om det nye
Samfund. Udenfor den musikalske Verden har aabenbart dette
ikke havt saa stor Interesse, at Aviserne af den Grund skulde finde
sig beføjet til at skrive noget udførligere derom. Desuden regnede
Musikforeningen sig strængt for et sluttet Selskab, og Bladenes
Indiskretioner var dengang en sjælden Ting.
Derfor ser man i
Pressen kun hist og her forekommende løse Smaanotitser angaaende
Generalforsamlinger, Valg af Bestyrelse o. lign., ja knap nok det.
Selv et musikalsk Fagskrift som Berggreens „Musikalsk Tidende«,
stiftet netop samme Aar som Musikforeningen, indeholder ikke et
Oid om denne. Saaledes gaar det lige indtil der gives en Koncert.
Saa bliver der Røre i Vandene og, trods alle Hensyn til „det slut
tede Selskab«, møder „Kjøbenhavnsposten« et Par Dage efter Kon
certen med følgede Stykke:
„Løverdag den
28
. Januar gav Musikforeningen paa Hoftheatret
sin første Concert, hvis Indhold fuldkomment tilfredsstillede de
Fordringer, man kunde giøre til et Selskab, der har sat sig til
Formaal at virke til Udbredelsen af den classiske Musik blandt
dens Medlemmer. Concerten aabnedes med Lachners herlige Sin-
fonia passionata i G mol, som af et ualmindelig godt besat Orchester
under Hr. Concertmester Bredals Anførsel udførtes med en impo
nerende Kraft og sjelden Præcision. Uagtet det ikke er alminde