32 / 256
I
— Den første Prisopgave —
21
fat paa Sagen. I et Brev til Repræsentantskabet udtaler den, at
der vel kan være delte Meninger om Prisopgavers Værd, men peger
dog hen paa , at Erfaringen i det hele lærer, at de virke som „et
Incitament til at overvinde den Ligegyldigheds Magt, der ikke sjæl
dent findes hos det fortrinlige Talent“ , foruden at det var muligt
herved at tage sig af en eller anden forsømt Gren af Tonekunsten.
En saadan mener man at have fundet i den, „der endnu ikke har
noget ret bestemt Navn, nemlig Sange (Lieder)“. Tiden var i høj
Grad netop Sangens. Hvor den hyggelige, fortrolige Selskabelighed
florerede og hvor det, selv i jævne Kredse, hørte til at man sang
Viser og Sange maatte Trangen til saadanne naturligvis gjøre sig
stærkt gjældende. De Rahbekske Drikkeviser med deres populære
Melodier kunde ikke slaa til, noget mere „Kunst“ skulde man jo
ogsaa gjerne have m ed, hvor meget saa end Hensynet til det
populære og let fattelige maatte tages i Betragtning. Skulde man
i de Dage have noget til husligt Brug udenfor de almindelige Viser
var der kun Stykker af Operaer tilbage. Kuhlau havde rigtignok
komponeret adskillige „Lieder“ , men til tysk Text og paa tysk
Forlag, saa nogen egentlig Indgang kunde disse ikke vinde.
Et
dansk Værk i denne Retning, der under Navn af „Maanedsroser“ i
maanedlige Leveringer skulde bringe
4
å
5
danske Sange, var i sin
Tid paabegyndt af ham , men stansede allerede med de første
Hæfter. Spredt hist og her fandt man enkelte Ting, af Gebauer,
Berggreen, Krøyer, Rudolf Bay, Lyngbye o. A ., det var saa godt
som alt. Weyses rige Romanceflor befandt sig endnu rundt om
kring i forskjellige Operaer og anden Theatermusik, af den Grund
kun i ringe Grad lyjendt og vanskelig tilgængeligt.
Der var altsaa god Anledning til at gribe ind paa dette Punkt.
Det blev da bestemt, at Musikforeningen skulde udsætte en Præmie
af
20
Species-Dukater (å 4V2 Rdl.) for den bedste Samling af sex
Sange, hvortil Texterne bleve opgivne, dog med Frihed for Kon
kurrenterne til at vælge andre. Til at foretage dette Valg, med
særligt Hensyn til saadanne Digte, hvortil der ikke i Forvejen
fandtes en „bekjendt og yndet Melodi“, blev der nedsat en Digter
kom ite, hvor H e ib e r g og H e r tz tog Sæde.
Kun indenlandske
Komponister skulde indbydes til Prisæskningen. Dommerkomiteen
havde man først tænkt sig sammensat af et Par af Udlandets
Storheder, Mænd som Marschner og Spohr kom endogsaa paa
Tale.
Men da man rykkede Spørgsmaalets praktiske Afgjørelse
paa Livet, kom m an , vel baade af nationale Aarsager og paa
Grund af Opgavens mere beskedne Omfang, til det Resultat, at