29 / 256
18
1837 -
at en Symfoni blev udført i Sammenhæng. Hvad vi nu ikke godt
kunne tænke os anderledes hørte altsaa dengang til Undtagelserne.
Vilde man imidlertid af den Grund regne Folk herhjemme for Bar
barer tog man dog fejl. At dele en Organisme, som en Symfoni
er eller dog bør væ re, i en eller flere P a rter, var n o g e t, man
dengang brugte saa jævnligt overalt, selv paa Steder, hvor ellers
Plejen af Tonekunsten stod højt.
Koncerter vare i første Linie
en Underholdningssag, Kunsten selv i denne Henseende mere et
Middel end et Maal. I et saa honorabelt Selskab som „Gesellschaft
der Musikfreunde“ i W ien finder man endnu i Aaret
1839
imellem
første og anden Afdeling af Schuberts G dur-Symfoni anbragt -
en Bravurarie af „Lucia di Lammermoor“ !
I Berlin gik det til
paa samme Maade.
I et Numer af „Berliner Musikzeitung“ fra
1824
gjøres der udtrykkeligt opmærksom paa, at paa en Koncert af
Kammermusikfis Braun vil Mozarts G mol-Symfoni blive givet f u l d
s t æ n d ig t , og i et senere Numer ytrer den bekjendte Musikskribent
Marx sin Glæde over, at i den forløbne Sæson baade denne Sym
foni og Beethovens Eroica ere bievne opførte fuldstændigt og i
Sammenhæng. „Det er noget, vi ikke have kjendt de tre sidste
Aar,“ udbryder han. „Kjøbenhavnsposten“ havde altsaa i Virkelig
heden god Anledning til at være tilfreds med det vundne Fremskridt.
Sammenlignet med de almindelige Koncerter staar Musikfor
eningens ogsaa i Henseende til Karakteren af Indholdet som noget
for sig selv. Tiden tog det ikke saa nøje med sine Musiknydelser.
Det gjaldt mest Fornøjelsen, man vilde more sig saa meget som
muligt og helst arbejde selv med saa lidt som muligt. Hvad der
manglede var derfor ikke saa meget Musik nok — en henved
tredive Koncerter om Aaret var det sædvanlige herhjemme — som
god Musik nok, eller rettere sagt en virkelig kunstnerisk Holdning
i Programmet. Som oftest fandt de større Koncerter Sted paa det
kgl. Theater, enten det nu var en fremmed Virtuos eller en a f Ka
pellets Medlemmer, som skulde producere sig. D et, det drejede
sig om ved disse Lejligheder var, som man let kan skjønne, mere
Virtuositeten i Særdeleshed end Tonekunsten i Almindelighed. Man
kaldte disse Produktioner med et træffende Navn for „Numer-
koncerter“. Gik det engang imellem løs paa større Opgaver var
det i Almindelighed til Fordel for et eller andet goddædigt Øjemed,
for de Vandlidte, de Blinde osv. Men dette var en ren Undtagelse.
Ud over Forherligelsen af den eller den Solists Præstationer (og
Person) synes Tiden kun med Besvær at hæve sig. Følgen heraf
var naturligvis meget uskyldige Tilstande.
Man jublede over det