Musikforeningens

— Koret dannes —

mente ikke at burde paatage sig Udgifterne til Inventarium og

lignende. Det varede heller ikke længere end til det følgende Aar

inden Sagen igjen var i Gang og det med den fornuftige Ændring,

at Øvelserne bleve satte i umiddelbar Forbindelse med Koncerterne,

ja man tænkte sig endog Muligheden af med Syngeskolen at indrette

mindre Koncerter, Matineer o. lign., hvor Akkompagnementet skulde

diesørges af Klaver eller Strygekvartet.

Planen blev dog aldrig

realiseret i dette Omfang.

Henad denne Tid havde Lund af Hel

bredshensyn maattet trække sig tilbage og Ledelsen gik over til

H a r Lman 11.

Skjønt saaledes fra Begyndelsen staaende i et fjærnere For

hold til Koncerterne følger det af sig selv, at Syngeskolen afgav

den væsentlige Bestanddel for det nye K or.

Her indøvede Lund

med Damerne, Hartmann med Herrerne.

Hvor stort dette Kor

har været kan ikke ses af Aktstykkerne, heller ikke har man nogen

Fortegnelse over Medlemmerne eller dog blot nogle af dem. Men

at dømme efter Forholdet noget senere og efter de Kræfter man

i det hele satte i Bevægelse for Koncerterne, kan det ikke have

været under en Snes paa hver Stemme. Den første Opgave gjaldt

ikke noget mindre end Me 11d e

s s o h 11s „P a u

u s “. Valget af netop

dette Værk er betegnende for den Iver og det Mod, hvormed man

tog fat. Det hørte dengang til de sensationelle Nyheder, og havde

for ganske nylig, i Marts

1837

, fundet sin første Opførelse i Leipzig.

Musikforeningen

i Kjøbenhavn kom altsaaganske tæt efter det

store Gewandhaus i Leipzig et godt Stykke forud for andre, selv

berømte Instituter, f. Ex. Wien, og det uagtet Opførelsen naturligvis

baade krævede et vidtløftig Apparat og store Omkostninger. Ganske

vist nøjede den kjøbenhavnske, nydannede Forening sig til Gjen-

gjæld med et Brudstykke af Oratoriet.

Opført blev denne Gang

blot en Part (Nr.

—

) af første Afdeling, Resten kom først med

den følgende Sæson, ja anden Afdeling ikke før

1841

Men man

maatte jo klogelig! i Begyndelsen tage Forholdene iagt, baade Korets

Evne til at ydeog Publikums til at nyde, og læmpe sig

frem

med ikke altfor

lange Skridt. At beskære og tildanne til eget

Brug var jo i det hele en T ing, man ikke tog ængsteligt paa,

hverken dengang eller sen e re1).

’) Det kg! Theater viste Vejen. Foran „Alferne“ havde man saaledes engang

sat Ouverturen til „Sommernatsdrømmen“ , et Stykke, der rnaaske har

forekommet Regissøren for langt i sin Helhed. Thi man stoppede

sans gêne

op paa Halvvejen.