322 / 411
314
Studenterne.
Benævnelsen Klostret overførtes til den Bygning paa Universitetet,
der gaar langs Nørregade.
Der var 10 Borde i Spisesalen og ved hvert sad 10 »commen-
sales«, der nødvendig maatte være Baccalanrei, og den, der førte For
sædet som Decanus, var sædvanlig Magister. Yed den tredje Ret
begyndte Bordøvelserne, idet der imellem 2 af de spisende disputeredes
om visse Emner, der forud var bestemte af Kommunitetets Provst;
Decanus ved hvert Bord styrede Forhandlingen, der alene maatte
føres imellem en Opponent og en Respondent.50) Alt gik følgelig
paa Latin.
Yed disse Bordøvelser skulde altsaa Skarpsindigheden øves,
men den udartede til Spidsfindighed og Rethaveri. De Emner, der
behandledes, var de disputerende ligegyldige, det gjaldt kun om at
kunne fersvare eller angribe dem med størst Kløgt. De karakterise
res saaledes af Universitetets nyeste Historieskriver: 51)
»Allerede i Christian III’s Universitetsordning var der anvist
Disputationsøvelserne en vigtig Plads som et Middel til at udvikle
Skarpsindigheden, og der findes angivet forskjellige Emner, der pas
sede til desputatorisk Behandling, f. Ex.: blev Cæsar dræbt med rette?
Er det tilladt at hænge Tyve? Er det Kristne tilladt at føre Krig
og at beklæde Øvrighedsposter? Ingen vil jo heller kunne nægte, at
slige Øvelser, anvendte med Maade, kunde være af Betydning til
Udvikling af Tænkeevnens formelle Side. Men lige saa vist er det,
at de, naar de overdreves, let blev til en Art Klopfægtning, mest
skikket til at fremkalde Indbildskhed og Hovmod hos dem, der, fordi
de forstode at slynge en behændig Syllogisme (o: Slutning fra det
almindelige til det særlige), antog, at de i Erkjendelse af Sandheden
stode højt over deres mindre øvede Modstandere. I Yirkeligheden
var Sandheden et underordnet Moment ved disse Akter, Hovedsagen
var derimod at have Argumenter paa rede Haand, hvormed enhver
som helst Sætning kunde angribes eller forsvares. Disputationsvæse-
net udviklede sig navnlig, efterat det var optaget som et Hovedled
i de akademiske Øvelser i Kommunitetet, og man kan vel sige, at de
kulminerede henimod Holbergs Tid, idet der endog kan nævnes en
bestemt Personlighed, der i den Grad havde gjort Disputatsen til sin
Specialitet, at han derved har vundet en vis Navnkundighed. Det
var Magister Hans Been, en gammel Filosof, der først i mange Aar
laa paa Regensen, hvor han disputerede meget flittig, og siden lige