KjøbenhavnPaaHolbergsTid

Studenterne.

3 15

til sin Død 1708 paa Yalkendorfs Kollegium, idet han samtidig i

en lang Arrække var Decanus i Kommunitetet. En saadan Disputa-

tor var ligesaa øvet i sine logiske Distinktioner, som nogen Fægte

mester i sine Udfald og Parader. Blev han hragt i en yderlig

Knibe af en overlegen Modstander, kunde det vel ske, at han paa

staaende Fod opfandt en ny men i sig selv meningsløs Distinktion,

for at frelse sig fra den Ydmygelse at maatte erklære sig for

overvunden.«

Dette Væsen var Holberg modbydeligt. Han kommer ofte til

det i sine Skrifter og fremstiller i »Erasmus Montanus« en saadan

indbildsk Disputator. »Vi lærde Folk«, siger denne (3, 6) »staar al

drig fra vore Meninger, men forsvarer hvad vi engang bar sagt, til

den yderste Draabe af vort Blækhorn«. »Philosophia instrumentalis«,

siger han et andet Sted, (5, 2) »er det eneste solide Studium. Be

sten kan være smuk nok, men ikke lærd. En, der er vel dreven i

Logica og Metaphysica, kan rede sig ud fra alting, disputere om alle

Materier, omendskjønt han er fremmed i dem. Jeg ved ikke, hvilken

jeg vilde tage mig paa at forsvare, jeg jo skulde komme vel fra. Der

var aldrig nogen Disputats paa Akademiet, hvor jeg jo var Opponens

ved. En Philosophus instrumentalis kan passere for en Polyhistor«.

Da han bliver spurgt, om det forholder sig rigtig, at han har sagt, at

det var Børns Pligt at slaa deres Eorældre, svarer han selvfølgelig:

»Har jeg sagt det, er jeg og Mand for at forsvare det«. Den største

Disputator han kjender er Per Iversen. »Naar han har refuteret sin

Modstander, saa at han ikke kan svare et Ord mer, siger han: vil

I nu tage min Mening, saa vil jeg igjen forsvare Jer Mening. Til

alt saadant hjælper besynderlig hans Philosophia instrumentalis«.

Han selv er snart Per Iversens Ligemand. Folk paa Bjerget

dømmer Studenternes Lærdom efter deres Prædikener, men dette er

enfoldigt: »Lad de Karle disputere som jeg, det er en Prøvesten

paa Lærdom. Jeg kan disputere paa godt Latin, om hvilken Mate

rie det skal være. Vil En sige, at dette Bord er en Lysestage, saa

vil jeg forsvare det; vil En sige, at Kjød eller Brød er Straa, vil jeg

og forsvare det, det har jeg gjort mangen ærlig G-ang« (2, 3).

Den Tale, som Holberg lader Løjtnanten holde for Erasmus,

(5, 5) da han var bleven helbredet for sin lærde Hovmod, er hans

egen Mening. »Hør, min Ven,« siger han, »Jere Forældre have sat

store Penge paa Jer, i Forhaabning at I skulde blive dem til Ære