TheatermuseetVedChristiansborg

sig efter Rang; Standspersoner havde i Begyndelsen gratis

Adgang; Tæpper og Portierer dæmpede Samtalen, saa at man

ret kunde give sig Næstens Rygte og Intrigen i Vold. Dog

hændte det, at en borgerlig Person slap ind; en Aften saa’

Kabinetssekretær Reverdil til sin Forargelse Kongens Frille,

S tøv let-Kathrine, give Ku r lige overfor Majestætens Loge,

hvor ju s t Dronning Caroline Math ilde sad. Med sine røde

Fløjelsdraperier og Gu ldkvaster lignede Kongens Loge en af

Babylons hængende Haver; den var anb rag t paa højre Side

mod Ridebanen henne ved det rosenrøde Fortæppe, og dens

gyldne Brystning var buet stærkere ud end de øvrige Logers

og p ryde t med et (endnu bevaret) forgyldt Løvehoved med

Ring i Munden, Guirlander og gyldne Palmegrene. Inde i Lo

gen mod Væggenes hvide Paneler og blinde Døre stod en

højrød Stol, større end de øvrige: Der sad „Herrens Sal-

vede“, Danma rks og Norges enevældige Konge, og pintes

af sin syge Fan tasi; med alle Tegn paa sjælelig Uro ledte

denne syttenaarige Svækling efter seks „usaarlige, moralske

Blinde“, imaginære Væsener, som han kaldte „comme <ja“ og

haabede a t finde b land t de franske Skuespillere eller italien

ske Sangere. Saavidt hans Omgivelser forstod, skulde disse

Fantasifigurer besidde en legemlig Ha ardhed og sjælelig Raa-

hed uden Grænser, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at

hans Forbindelse med et ka a d t Dy r som S tøv le t-Kath rine

netop var betinget af disse forrykte Forestillinger. Forholdet

var næppe nogen Solstraalefortælling, som senere Skribenter

har villet gøre det til. Ved sin Side i Logen havde Kongen

„Gourmand“, Yndlingshunden, som saa’ paa Balletterne og

lyttede til Komedien med et Ud tryk a f Andagt, der gjorde

Publikum bristefærdigt af Latter. Men naar Heltefremstille

ren, Monsieur la Tour, fik Bersærkergang i de Voltaire’ske

Tragedier, hylede den. Vistnok ikke med Urette.