17 / 99
sind. Ad denne blinde Gade vilde han frem paa sin tænk te
Vej*mod Fu ldkommenheden. Omgivet af en Kreds af Adelige,
hvorib land t var Lykkejægeren Enevold Brandt, der blev
Holcks Efterfølger som Direktør, op traad te Kongen den 26.
Janua r 1768 som Sultan Orosman paa Ho ftheatret. Digteren
Klopstock var b land t Tilskuerne ved hin enestaaende Be
givenhed i vor Theaterhistorie. Han fortæller i et Brev, at
han havde Plads i Amfitheatret, „hvor E tatsraaderne vare
de sidste“, men om Tilskuernes Stemning er han desværre
tavs. Dog vilde han sige til Kongen, at selv om han spillede
smukt, m a a tte han dog hellere
spille. Imidlertid fortæller
senere Breve in tet om, hvo rv id t han fik givet Kongen denne
tvivlsomme Kompliment; det er ikke sandsynligt. Men Hof-
fets Lykkejægere følte det som Dagens Parole at udsprede
hans Ry som Aktør. Da Grev Holck indbildte ham, at K a
binetssekretær Reverdil ansaa sig selv for at være en bedre
Skuespiller end sin Herre, lod han straks den fortjenstfulde
Mand „gøre Sp ringet“. Inden Døgnet var til Ende, skulde
han være ude af Byen. Ordren leder, selv om den er i mindre
Format, Tanken hen paa Kejser Nero, der lod en Skuespiller
dræbe, fordi Folket tiljublede ham Bifald ved Kejserens Side.
Christian den Syvendes Fremstilling af Sultan Orosman blev
kald t „mesterlig“, og det blev i Historien hans tragikomiske
Lod kun a t høste Ros for denne for en Enevoldsherre unægte
lig noget begrænsede Gerning.
En Røst i Samtiden, Overpræsident U. A. Holsteins, giver
os Oplysning om, hvorledes han egentlig spillede. Han skri
ver, a t Kongen agerede som „en god, gammel Skuespiller“.
Det vil med andre Ord sige, at hans Spil var uden personligt
Indhold; han efterabede blot sine Franskmænds stereotype
Manér, deres gravitetiske Parykstil, som mindede om de ku n
stigt klippede Træer og Hække i Tidens Haveanlæg. Paa en
15