14 / 99
Thi den franske Trup, der med personelle Forandringer
efter Kongens Luner blev her i seks Aar, havde kun et Fo r
trin fremfor Skuespillerne paa Kongens Ny to rv , nemlig at
komme fra Verdens toneangivende Land. Den talte et Sprog,
som blev anset for at være langt finere end det hjemlige. Men
F ranskmændenes Fremstillinger næredes ikke af selve Livet;
i Tragedien deklamerede de hu lt og søgte a t e rs ta tte Følelse
og Fo rstand med stereotype Smil eller Brøl og Balletfagter.
Maaske agerede de mere menneskeligt i Syngestykket og
Lystspillet, og det er muligt, at de danske Skuespillere kan
have haft Gavn af at se deres galliske Lethed, men i Tra-
gediespillet satte de daarlige Spor, og Tidens første Kritiker,
Rosenstand-Goiske, advarede de unge dan skeTa len te r mod at
kopiere deres Klagetoner og Svulst. E t Minde om denne Form
for Skuespilkunst lever endnu, komisk belyst, i „Kærlighed
uden S trømpe r“, som blev skrevet, da F ranskmændene havde
huseret paa Ho fthe a tre t i fem Aar. Deres Un a tu r stemte Johan
He rman Wessels Lune. Man tillægger ham nu i Skolen ude
lukkende litterære Forbilleder, som han har villet revse. Men
det tu rde dog være et Spørgsmaal, om han ikke blot har villet
more. Wessels N a tu r egnede sig ikke til at ringe Dommedag
ind. Hans geniale Vittighedsværk er skrevet con amore, og
det fremførtes da ogsaa først af unge D ilettan ter, Datidens
Studenterskuespillere, ligesom „Genboerne“ mange Aar senere.
Først da Komikken havde staae t sin Prøve i Rampelyset
b land t de Unge, slap den ind paa Nationalscenen. Skønt
Satiren er tidsbestemt, har den ved sin komiske K ra ft over
levet den Genre, den parodierer. Wessel vilde, at S ty k k e t
skulde spilles med komisk Alvor; de „høje“ Steder i S tykk e t
skulde udføres højtragisk, de kælne smeltende, og de lave
med lav t Mæle —altsaa netop som Franskmændene spillede
Komedie paaHo fth ea tre t. DenneBagg rund for Mesterværkets
12