150 / 202
139
brugtes han ogsaa meget i Kvinderoller. Paveis, som
»næsten manglede ethvert ydre Reqvisit«, men ellers
nok forstod sine Roller, spillede Jeronimus i »Den ho-
nette Ambition« og Leonard i »Den stundesløse«. Paa
Pavels’ Værelse sad han og Laub i Forvejen og drøftede
Spillet og Dragterne. Den første Vinter, Pavels laa paa
Gollegiet, forsøgte han sig ogsaa som Prædikant, men
Resultatet var ikke bedre end »saa mangen en Students
Rigsdalers Producter». Men i 1791 blev det bedre med
ham. Hidtil havde han kun turdet prædike til Aftensang,
men det nævnte Aar lod han sig høre til Højmesse i
Helligaandskirken 3die Søndag efter Paaske. Kjøbenhavn
var paa denne Tid hjemsøgt af »en grusom Mæsling-
epidemi«, og Pavels stræbte nu i sin Prædiken at over
bevise Folk »om Religionens Trøstegrunde i Lidelsen«.
Prædikenen vakte stor Opsigt, og Pavels blev for Sogne
præsten »en dyrebar Person«. Han prædikede nu oftere
i Helligaandskirken under stort Tilløb, saa at han fra
at være »en obscur Candidat flux blev ophøjet til en af
Kjøbenhavns mest yndede Prædikanter«. Han var den
Gang kun 22 Aar.
Paa Collegiet boede Pavels i Begyndelsen sammen
med Inspectoren Rathenburg, »et saa godmodigt Men
neske, siger han, at jeg aldrig har været i Stand til
at forestille mig, hvorledes han kunde sige En et ube
hageligt Ord, men derhos flau og uinteressant.« Endnu
mindre følte Pavels sig opbygget ved hans Omgangs
venner, den famøse Otto Horrebowx) og Consorter, som
idelig løb dem paa Dørene. Men fra 1ste Oktober 1791
blev han dette Contubernalskab kvit, idet han da flyttede
9 Den bekjendte Udgiver af det naturalistiske Ugeblad »Jesus og
Fornuften.