152 / 202
141
Dag var inde at besøge ham, traf han her en tredie
Nordmand, Meldal, i hvis da afdøde Søster Paveis som
16 Aars Ungersvend havde været dødelig forelsket. Ved
at se Meldal mindedes han om Søsteren, og der gik »et
Stik« igjennem hans Hjærte, som lammede hans Kjær-
lighed til Hanne Laub. Endnu et Stød kom fra Nr. 4.
En følgende Dag, da Paveis var inde hos Hount, be
mærkede denne, at han paa Gaden havde mødt Laub
med et Fruentimmer, som havde saadan en afskyelig
Gang. Et Dolkestød foer gjennem Pavels’ Hjærte. Næste
Gang han saa Hanne Laub, forekom hun ham styg, og
hans Kjærlighed kølnedes efterhaanden. Laub anede
Uraad. En Dag, da han og Paveis kom fra Frederiks-
kirken, sagde han pludselig: »Paveis, du elsker ikke
længere min Søster«, og Paveis indrømmede Factum.
Nogle Dage derpaa mødte Paveis Hanne Laub paa Vol
den, og da, erklærer Paveis, »stod Vægtskaalen lige«,
det vil sige, han var nu paa det rene med, at han ikke
længere elskede Laubs Søster. Det kom nu til en For
klaring imellem dem, og hvad der endnu manglede, sup
plerede Paveis i sine Dagbøger. Saaledes endte Claus
Pavels’ Kjærlighedshistorie.
De Aar, Pavels tilbragte paa Elers’ Kollegium, var
ellers de lykkeligste i hans Liv. Han fortsatte sin Digter
virksomhed og hørte sin Ros gjenlyde fjærn og nær.
Han skrev bl. a. 5 å 6 Salmer, som han indleverede til
Salmebogscommissionen, og fik dem med enkelte Æn
dringer optagne i den evangelisk-kristelige Salmebog.
Han øvede sig flittigt som Prædikant, og den Følelse,
hvormed han i sin Ungdom besteg Prædikestolen, var
»en sød Drøm om Menneskets voxende Forædling«, og
han holdt aldrig nogen Prædiken uden det Haab, at ogsaa