157 / 202
146
næsten naaede dem til Hælene, som Slaaprokker; Arm
i Arm klamrede de sig fast, og holdt sig til hinanden,
saa de næsten lignede et sammenvoxet Tvillingpar.«
Han besøgte dem ofte paa Collegiet. Herom skriver
han: »Det var ikke det lystige Frederiksberg, den lystige
Efterslægt, det lystige Theater, det lystige Middags- og
Aftenselskab hos Madam Møller. Som i en dunkel
Munkecelle sadde Ørstederne her alvorlige tause og stu
derede!— Her gik mig først ret et Lys op om, hvad det
vil sige: med Anstrængelse at arbejde for Alvor afKjær-
lighed til Videnskaben. Da greb mig en dyb, smeltende
Følelse! Jeg havde en indvortes stærk Fornemmelse om,
at jeg ogsaa var skabt til en ægte Musasøn. Og nu
drev jeg omkring og blev til ingenting! . . . Men hvad skulde
jeg begynde paa? Med Studeringerne troede jeg, det var
for silde. Jeg indesluttede min Fortvivlelse i min egen
Barm, ikke engang mine Venner Ørstederne betroede jeg
min Sorg. Hans Christian var Bibliothekar paa Colle
giet1), der havde en smuk stor Bogsamling i den store
Sal lige over for Auditoriet, — hvor jeg ti Aar derefter
begyndte mine Forelæsninger og fortsatte dem der i 26
Aar. I dette Bibliothek stod jeg engang ene og anstil
lede sørgelige Betragtninger. Jeg stirrede paa de mange
Bind, især paa de gamle Folianter, som Skatte, der evig
vare tillukkede for mig. Taarerne strømmede ned af
mine Kinder. I denne Tilstand fandt den ædle Hans
Christian mig, trøstede mig og forsikrede mig, at det
slet ikke var for silde at studere, dersom jeg selv vilde.
Han bragte mig til sin Broder, som havde samme Me
ning. Vi bleve enige i, at jeg skulde lære noget mere
x) Han var Inspector Collegii og havde som saadan ogsaa Bi-
bliotheket under sig.