19 / 205
16
Flemm ing D ahl
Kongens M ag tfuldkomm enhed . Man kund e nem lig ikke,
hævdede M inisteren, som h v e rk en savnede V e rden skund
skab eller m enneskelig Forstaaelse, kalde Mænd samm en
fo r a t hø re deres R aad og saa und lade a t tage Hensyn
dertil.1)
Som M edarbejder — stundom til M odstander — havde
h a n Nordens største Ju ris t Anders Sandøe Ø rsted (1778-—
1860). E fte r a t have væ ret Assessor i Højesteret, var h an
1813 blevet D eputeret i D anske Kancelli; siden 1825 be
klædte h a n Posten som G en eralprokurør. I Besiddelse af
en enestaaende K und skabsfylde og h um a n Dannelse, over
legen som Teoretiker, m en tillige en e rfa ren P rak tik e r,
var Ø rsted D ialek tiker nok til a t ku nn e se en Sag, ogsaa
det nation ale Spørgsmaal, fra alle Sider. Uden a t være
viljesvag var h a n en finere, fo rn emm ere og m ere h e n
syn sfu ld N a tu r end Kancellipræ sidentens nok saa robuste
og blodrige Personlighed. Ikke sjæ lden t tra k h a n derfo r
det ko rteste S traa overfor denne, n a a r den kongelige
Resolution skilte T ræ tten .2)
Af Overbevisning var Ø rsted m oderat-frisindet, en
halv liberal Reformven, m en Enevæ ldens fø rste T jener.
F o r han s mæglende Aand m aatte T iltalen »Kongens og
Folkets Mand« være et Hædersnavn. Kommunalpolitisk
gjorde h a n sig i sin H aandbog i Lovkyndighed (1835) til
T alsm and for vidtgaaende R efo rm er.3)
!) M. Rosenørn: »Biographiske Meddelelser om Geheime-Stats- og
Justitsminister Poul Christian Stemann«, Personalhist. Tidsskr., 3.
Rk., VI (1897), S. 39.
2) Rubin (II, S. 344—49, 492—97) skildrer Ørsted som en tiltalende,
men svag Karakter, ingen »stor Mand«, hvad hverken L. Koch,
Frantz Dahl, Hans Jensen, Troels G. Jørgensen eller nærværende
Forfatter kan gaa med til; P. Munch (»1830—48«, S. 30) bygger for
en Del paa Rubin, men indtager nærmest en Mellemstilling.
3) »Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed . . . . « ,
VI, 1835, S. 551—60, 563—71, 589—98. Omtalt med Anerkendelse i
»Fædrelandet« 31. Juli 1835, Sp. 82.