306 / 454
281
dur for Kirken om
at h jæ lpe M ennesker, og ikke om at faa
Ret.
Og det, som Mennesker først skal hjælpes til, naar de
spørger og søger, er
at stille Spørgsmaalet rigtigt;
thi hvis
Spørgsmaalet ikke stilles rigtigt, kan selv den viseste og dyg
tigste ikke give et tilfredsstillende Svar. Og det, som det
drejer sig om for Nutidens spørgende Mennesker, er
ikke.
som det saa ofte ser ud ogsaa for dem selv,
Løsningen af
Gaader og F ork la ringer paa indviklede Tankesamm enhænge;
dette kan ogsaa have sin Interesse, men kun i 2den Linie.
Men det, som det drejer sig om i 1ste Linie, er at faa Hjælp
til at
leve dette vanskelige Menneskeliv og dø denne vanskelige
Død
, det er at
finde et H jem , et Tilflugtssted;
thi der spørges
ud fra en Følelse af Kraftesløshed og Modløshed. Og her skal
Menigheden vise, at den har noget,
som kan give Mod og
Kraft.
Det var det, som Apostlen talte om, at
Evangeliet er
en Guds K raft til Frelse. Evangeliet optaget i og omsat til
M enneskeliv, det er Menigheden.
Det skal
den enkelte M e
nighed,
som samles om Jesus Kristus selv, være et Vidnes
byrd om. Ikke om hans Lære, det giver kun en teologisk
Skole, ikke om hans Bud, det giver kun en moralsk For
ening, samles den, men om ham selv,
som han komm er til
os i Ordet og ved Nadverbordet,
og der er det, at hans Kræf
ter bliver os til Del.
Og jo m ere dette leves,, bliver det fo r de
spørgende en H jæ lp til at stille Spørgsmaalet rigtigt,
ikke
om Klarhed, men om Kraft.
Ja, Kristi Evangelium er en Guds Kraft til Frelse; thi
hvor det forkyndes som en troværdig Tale, der vel er værd
at tage imod, der kommer vi i
Forbindelse med ham selv.
Og han er den, som
har sejret
igennem sit hellige, rene Liv
yden Plet og Anstød, uden at noget skulde gøres om, gennem
sin Hengivelse i frivillig Lidelse og Død, hvor han ofiede
sig selv for den Slægt, han havde gjort fælles Sag med, og
ved sin Opstandelse fra de Døde, hvorved han ovei vandt
ham, som har Dødens Vælde. Og som er den,
som scjier
den
Dag i Dag ved at oprejse og befri bundne Mennesket, saa at
de faar Fred og Mod til at leve gennem alle Vanskeligheder,
thi de har ham ved Haanden. Og han er den, som
skal
sejre,
thi han vil virkeliggøre det Haab, som han har hen
lagt til os, at vi skal være der, hvor han er — »der at leve,
der at bo, i\en evig Fryd og Ro«.
Men denne Kraft er for
hver den, som tror.
At tro er ikke
at lukke Øjnene til og være blind for den Virkelighed som
omgiver os, men det er
at give os hen til ham i Ti i paa
personlig Maade, som et Barn har Tillid til sin Fadei,
og
denne Tillid er Barnets S tyrke.
Saa gælder det om for den kristne Menighed, at den kan
sige det: Jeg skammer mig ikke ved Kristi Evangelium,