307 / 454
282
d. v. s. jeg bekender det som det, der er mig overgivet
som
en Gcive,
og denne Gave vil jeg bruge.
Og naar vi nu i Dag tager dette Hus i Brug, saa fejrer
.vi en Festdag og Glædesdag, thi selve Husets Opførelse og
dets Tagen i Brug er et Udtryk for, at der arbejdes for, at
Kristi Evangelium skal forkyndes som en Guds Kraft
ogsaa
fo r denn e Slægt,
og det skal være vort Ønske for dem, der
skal have deres aandelige Hjemsted her, ikke alene at de
maa kende det som et Sted, hvor de samles om det bedste, de
ved, men at de maa blive fornyede til at kunne
vidne det
paa
troværdig Maade: »Her er det, som kan hjælpe Mennesker og
saa i denne Tid til at kunne leve deres Liv. Jeg skammer
mig ikke ved Kristi Evangelium, thi det er en Guds Kraft
til Frelse for hver den, som tror,« at Mennesker maa komme
fra Modløshed og Sløvhed til at spørge, at de maa komme
til at
spørg e paa rigtig Maade,
at de maa
finde:
først, at de
er ikke saa aandelig rige, at de har Raad til at lade Menig
hedens Vidnesbyrd
gaa up røvet fra sig,
dernæst at de maa
finde ham , der kan h jæ lp e dem
til først at sejre, og saa at
vinde Klarhed. Amen.
H. Ostenfeld.
Prædiken
ved Indvielsen af Hans Tausens Kirke.
Af Pastor
Quistgaard.
Der er to Begivenheder i Jesu .Liv, der er i Slægt mecl
hinanden. Det er Peters Bekendelse og vor Herres Indtog i
Jerusalem.
Ogsaa i Tid ligger disse Tildragelser nær op til hinanden.
Da Jesus sidste Gang hereder sig til at drage op til Jeru
salem, spørger han først Apostlene: Hvem siger I, at Men
neskesønnen er? Og Simon Peter svarer: Du er Kristus, den
levende Guds Søn. — Og da han nu har fuldendt Vandrin
gen og er ved at drage ind i den hellige Stad, da møder Fol
ket ham med Israels gamle Hyldingsraab: Hosianna, du Da
vids Søn, velsignet være den, der kommer i Herrens Navn.
Hosianna i det højeste.
Disse to Udbrud er i Virkeligheden Udtryk for det sam
me, at Længslen efter Frelseren og Befrieren, der laa dybt
i Folket, nu har fundet sin Udløsning. Derfor glæder Kri
stus sig, baade over Peters Bekendelse, saa han giver ham
de største Forjættelser, og over Folkets Fryderaab, saa da
Farisæerne vil have Kristus til at bringe Folkeskarerne til
Tavshed, saa svarer han dem: Om disse tav, skulde Ste
nene raabe.