305 / 454
280
og godt. Er vi glade, vil vi gerne, at andre skal dele vor
Glæde. Men jeg vil i Dag særlig dvæle ved andre Tanker.
I den Tid, vi lever i,
spørges der m eget,
paa mange Maa-
der er det en urolig og ubalanceret Tid, og forunderlige
Spørgsmaal rejses. Og nu er det ejendommelige ikke,
at
der
spørges, men
h vorled es
der spørges. For en Menneskealder
siden var der ogsaa noget, som hed brændende Spørgs
maal; men disse samlede sig væsentlig
0111
materielle Frem
skridt og om Oplysning. Og til begge Dele trængtes der i
meget høj Grad. Man havde en Forestilling om, at naar disse
Maal var naaet og disse Spørgsmaal løste, saa naaede man
ind i Lykkens Land, hvor der var godt at være. Nu er i hvert
Fald nogle af disse Maal naaede, men man
er ikk e komm en
ind i L y k k en s Land,
man bliver ved at spørge, og man har
en stærk Fornemmelse af, at der mangler noget, og saa spør
ger man efter
det religiøse.
Og over den Maade at spørge paa
skal vi glæde os. Vi lever i en Tid, hvor man har en levende
Følelse af, at
Surrogater kan ikk e g øre det.
Men mange af dem, som spørger, gaar
K irk ed øren forbi.
Maaske er det i særlig Grad Tifældet med dem, som rejser
deres Spørgsmaal offentlig; hos dem kommer man ikke
udenom den Kendsgerning, at de gaar forbi Kirken; de
søger ikke til den for at faa Svar paa deres Spørgsmaal.
Man vil maaske fra Kirkens Side sige,
at det er deres
egen Skyld,
at de ikke finder til Kirken, og sikkert er det, at
man undrer sig over den Mangel paa Kendskab til Kirken,
som man møder hos mange af disse Spørgere\ Deres Fore
stillinger om Kirken har en vis Lighed med en
Karrikatur-
iegning,
en forbenet Dogmeanstalt, som man ikke kan ind
lade sig med, eller i mere afdæmpet Form
K irken som den
frem traad te paa et nu h elt tilbagelagt Aandslivs Baggrund.
Men saa kommer det Spørgsmaal:
h vorled es er de kom
ne til deres O p fa ttelse?
Der er vel sagtens ikke
én
Aarsag,
som forklarer det hele, snarere en Mangfoldighed;
m en er
K irken og dens Mænd og O rd førere uden S k y ld ?
Det vilde
blive langt og indviklet og vist ogsaa ret ufrugtbart,
0111
hele
dette Skyldspørgsmaal
skulde udredes. Langt frugtbarere er
det at se fremad og spørge:
hvad skal K irken og Menigheden
da gøre o v erfo r al denne usikre Spørgen og Søgen i Nu
tid en ?
hvad er Menighedens Opgave for at komme i For
bindelse med denne, for at bringe den Hjælp, som Kirken
hævder, at den har at bringe? Skal den
imøåegaa
de
spørgende,
polem isere
mod dem og
b ekæm p e
dem, og paa
den Maade vinde Sejr over dem? En saadan Sejr, selv om
den blev vundet, vilde ikke være meget værd, thi den vilde
være af ren udvortes Art; det vilde væfe en Kamp om, hvem
der har Ret.
Men
hvad gælder det da om fo r K irken at g ø r e
? Det gæl