310 / 454
2 8 5
ha'm som han er, som den, der kommer i den ringe Skik
kelse, men med det evige Livs Gaver til os:
Fiattig kom du til Jorden ned,
adled e A rm od og Usselhed,
fa ttig du gjo rd e dig m ed Flid,
rige blev vi til evig Tid.
O, Gud ske Lov!
Ligesom det ikke var ved ydre Midler, ved det, der blæn
der, at vor Herre virkede den Dag ved Indtoget, saadan er
det heller ikke en bare udvortes Tilslutning, han tilsigter,
men han vil vinde og binde vore Hjerter til sig.
Da de Folk, som han havde mættet i Ørkenen, kommer
igen, fordi de vil have mere Brød, siger han til dem: Jeg er
Livets Brød, den, som kommer til mig, skal ikke hungre, og
den, som tror paa mig, skal aldrig nogensinde tørste. Det
er jo ikke Legemets Tørst og Sult, han her taler om, men
Sjælens. Han vil stille vort Hjertes inderste Trang.
Det er jo saadan, at ingen kan, om han saa bekymrer
sig derom, lægge en Alen til sin .Vækst, og endnu mindre kan
vi, som er kommet af Jord, række til Himlen. De bedste
blandt Mennesker kan vække og nære den slumrende Læng
sel i vort Indre, men kun han, som kom fra Gud, kan række
os Livets Brød, thi
Selv er h an det L ivets B rød,
h vo d eraf vil æde,
sk al in d gaa trods Synd og Død
til vor H erres Glæde.
Men vi fejrer ogsaa en Kirkeindvielse i Dag, og Bekræf
telsen paa, at Kristus er Livets Brød, faar vi daglig i Guds
Menighed.
For saa vidt er det ligegyldigt, om vi samledes i det lave
Kirkehus derinde eller i denne Højenloftshal. Det blev denne
Menigheds Bøn gennem trange Dage under de smaa Kaar:
Ikke os, Herre, ikke os, Herre, men dit hellige Navn ske
Ære.
Og skete der end ikke store, synlige Tegn iblandt os,
saa véd vi dog nu, at Gudslivet spirede og groede i os.
Dér hentede vi Trøst og Mod, naar Livets Storme slog
sammen om os, dér sang vi ved vore kæres Baarer vore
stærke Sange om, at Helgen her og Helgen hisset er i sam
me Menighed, og vi oplevede dog stadig, at nogle lagdes til
Menigheden og blev blandt dem, der bekendte Kristus som
Herre og Frelser.
Derfor var det med Vemod, at vi tog Afsked med den
lille Kirkesal, men derfor er det dog ogsaa saaledes, at vi
med Frimodighed og Tak til Gud drager herind i dette nye
Kirkehus.