308 / 454
283
Det er ikke ualmindeligt at møde det Synspunkt, at ål
denne Jubel ved Indtoget ikke var meget værd. »De var jo
bare begejstrede,« siger man. »Og det var de samme Men
nesker, der Palmesøndag raabte Hosianna, og som paa Lang
fredag skreg: Korsfæst!«
Ja, mon det nu var de samme Mennesker? Der har væ
ret nogle, der var med begge Dage, fordi der altid er en Flok,
som lever paa den Stemning, der i Øjeblikket ligger øverst i
Folket. Men ingen faar mig til at tro, at det var saadan en
løs og uvederheftig Stemning, vor Herre frydede sig over.
Det hedder i en af vore Salmer: »I Lovsang kendes F ry
den paa Lyden.« Og vor Herre har paa deres glade Fryde-
raab hørt, at det var den store, befriende Glæde, der betog
dem.
Men mon det ikke hænger saadan sammen, naar nogle
er saa fulde af Betænkelighed overfor Folkets Begejstring,
at man selv er saa adstadig, saa kunstig højtidelig i sin Kri
stendom, at man simpelt hen ikke kan taale det store Fry de
skrig, man hader Begejstring som Pesten.
Men andre af os véd, at det var Begejstringen, der tænd
te den hellige Ild i vore Hjerter, var som det store Sving-
hjul, der satte vort Liv i den evige Bevægelse. Ligesaa vist
som der er en falsk Begejstring, der bare er en Leven paa
overfladiske Følelser og Stemninger, lige saa vist er det, at
naar Hjertegrunden er rørt, da bliver Begejstringen som den
fraadende Elv, der længere fremme bliver den sagte frem
skridende Flod med det dybe Leje, saa at det synger i os:
Inderst inde, inderst inde, Livets Flod kan roligt rinde. Den
falske Begejstring er som en Rus, hvor man ser usandt og
taler uklart; men er Hjertet grebet, ja, da faar man Klarsyn
og Magt til at udtale det uudsigelige.
Simon Peter var en saadan Begejstringens Mand, derfra
faar han det Klarsyn og den Kraft, at han kan bekende: du
er Kristus, den levende Guds Søn.
Og et lignende Klarsyn er det, at Folket har her. Derfor
kan de se tværs igennem alt det ydre, der skjulte, saa de saa,
hvem han var, og bekendte det.
Der var saa vist intet i det ydre, der kunde blænde. V
01
Herre havde ingen Glorie om Hovedet, hans Følge vai nogle
fattige Fiskere og Haandværksmænd oppe fra Bondelandet
Galilæa, hans Forridere var snavsede Jødedrenge, som p lyn
drede Vejtræerne for deres Grene, og selv kommer han l i
dende paa Trældyret, Æselet. Nej, der er saa vist intet i et
ydre, der blænder, og dog ser de, hvem han er, og be
kender d e t .------------
Men var det nu saa meget værd, de sveg ham dog alle,
selv de ypperste i Folkeskaren? Simon Peter fornægtede
ham,
og de andre var som en Faareflok uden Hyrde,