309 / 454
284
Ja, brug kun Ordet
sveg,
men vend saa Brodden indad
mod dig selv: du sveg din Herre og Frelser i Tanke, Ord og
Handling, og det Gang paa Gang, og du har dog næppe
været ude i en Uvejrsnat som den, Simon Peter var ude i.
Dette gælder os alle, og jeg er forvisset om, at netop de
ædleste og bedste vil bekende, at saadan er det.
Men netop Simon Peters Historie viser os, hvad Værdi
det har, at vort Hjerte er grebet af Kristus. Det hedder jo
baade
0111
Judas og om Peter, at de gik udenfor. Men om
Judas véd vi, at han gik udenfor i Haabløshedens stjerne
løse Nat; men da Peter gik udenfor, da fandt han ind i sig
selv, og der fandt han Kristi Navn saa dybt præget i sit
Hjerte, at han angrede, omvendte sig og blev oprejst.
Det gik paa lignende Vis med de andre, hvis Historie vi
kender, selv
0111
hver enkelt har sin egen Udvikling. Det
gælder Disciplene fra Emmaus, Kvinderne ved Graven og
den øvrige Apostelkreds. Ogsaa Thomas. Dengang de drog
op til Jerusalem, havde Thomas sagt: Lad os drage op med
ham og dø. Han viste derved, baade at hans Hjerte var
bundet til Kristus, og at hans Hoved var fuldt af Tvivl.
Denne Tvivl var det, som drev ham ud i den groveste Spot
mod hans korsfæstede Herre. Men da Thomas gik i sig selv,
ja, da fandt han Kristi Navn saa dybt indskrevet i sit Hjerte,
at han bekendte sin Tro paa ham i endnu stærkere Udtryk,
end Simon Peter nogen Sinde havde brugt. Da Thomas en
delig faldt vor Herre til Fode, bekendte han: min Herre og
min Gud.
Men dette er da ogsaa enhver levende Kristens Erfaring,
at just naar vi kom ud i Uvejrsnatten, hvad enten det var
vor Troløshed, der drev os derud, eller Livets ydre Tilskik
kelser, ja, da viste det sig, hvad det vil sige at være grebet
af Kristus, thi da stred vi os igennem — vi kunde ikke lade
det være, thi vi kunde ikke udholde Mørket udenfor —
indtil hans Navn atter lyste for os, og det med *en større Glans
end før. Da erfarede vi, at Gud er trofast, trods vor Troløs
hed, og da kunde v.i synge med Guds Menighed:
Imm er det dages dog paan y,
h vo r H jertern e M orgen venter.
Derfor lyder dette Evangelium ikke alene paa Palme
søndag, hvor det har sin historiske Plads som Indgang
til
Herrens Lidelse og Død, men de fromme Fædre, der
u d valgte
vore Søndagsevangelier, greb vidunderlig rigtigt, da de ogsaa
gav os dette Evangelium til Advents Søndag. Thi bedre Evan
gelium kan vi ikke have, naar vi gaar ind i det nye Kirkeaar.
Saa vil da ogsaa vi istemme det gamle Fryderaab: Ho
sianna, du Davids Søn, velsignet være den, der kommer i
Herrens Navn, Hosianna i det højeste! Og vi vil
fo rk yn d e