417 / 454
\
384
Lys og Skygge ved Tidens folkekirkelige
Arbejdskaar.
Indledningsforedrag ved Repræsentantstævnet.
Provst Nyholm s Foredrag.
Pastor Schack skrev kort før sin Død en Artikel: „Hvorledes
kan Kirken genvinde Folkets Respekt?“ Han gaar altsaa ud fra,
den har mistet denne Respekt, men det gælder i hvert Fald ikke de
Egne af Landet, hvor jeg gennem 30 Aar har været Præst. Jeg
har haft Lejlighed til paa nært Hold at se Menneskers stærke
Vedhængen ved Folkekirken ved Frimenighedsdannelser; Rys
linge, Lemvig og Ringkøbing viser det samme, og det var endda
Mennesker, som paa Forhaand havde udsondret sig i Valgmenig
heder.
1. Blandt
Lyssiderne
nævner jeg først den store:
de mange
Lejligheder til at faa M enn esker i Tale.
De allerfleste Hjem kom
mer Gang paa Gang i Berøring med Kirken, og det skyldes ikke
blot Vedhængen ved gammel Skik, men med Respekt for den fra
Fædrene nedarvede Folkekirke. Naar Forældresender deres Børn til
Præst, kommer de jævnligt selv med dem i Kirken, skønt de el
lers ikke gaar der, og selv ukirkelige Mennesker foretrækker Kir
kens Vielse. Maatte vi kun bruge disse Lejligheder, saa vi taler
sandt og klart om Synd og Naade! Og hvem har saadanne Tilhø
rerskarer som Danmarks Præster — i hvert Fald paa Landet kom
mer vi praktisk talt til at tale nogle Gange til alle Mennesker.
2. Men jeg tror ikke, en Frikirke vilde give de samme Lej
ligheder, thi
Folkekirken holder paa M enn esker.
Man hører ikke
blot hjemme i Sognet, men det er vor Kirke — og vor Præst.
Det er ikke Præstens Kirke, ikke en særlig Retnings Kirke, men
Sognets Kirke, og Præsten skal lukke den op for hvem der vil
høre ; det drager Mennesker ind i Interessen for Kirken. Folke
kirken giver Adgang til videre Kredse end Frikirken, som ved sin
Afgrænsethed ikke faar de ligegyldige i Tale.
3.
Folkekirken virker sam lende.
Endnu har den sine Beken
delsesskrifter, sit Ritual og sit Præsteløfte — trods de mange Fri
heder, Præsterne tager sig med Gudstjenesten, saa den næppe er
ens to Steder, hvor man kommer. Og den samler saare forskellige
Mennesker og de meget forskellige kirkelige Retninger. Det vilde
falde fra hinanden, om Folkekirken opløstes, med vore Friheds
begreber og vor Trang til at faa sin egen Kanon og begynde for
sig selv.
4. Dernæst har Folkekirken sine Kirker, sine Præstegaarde
og sin Kapital, hvorved dens Medlemmer
anderledes er i Stand til
at give til det frivillige A rbejde.
I Valg- og Frimenigheder bliver
der næppe saa meget tilovers til, hvad der ligger udenfor de nær
meste Anliggender. Jeg ved, der er Frikirker, som ofrer store
Summer til andet Arbejde, men mon den største Del af den dan