421 / 454
388
Paa min sidste Rejse var .der en Mand, der kom til at udløse en
Tanke for mig. Jeg havde gaaet derovre i Jylland og tænkt over
dette: hvad er det egentlig, som er karakteristisk for København ?
En Dag viser denne Mand mig to Haandfulde Grus og siger:
Kan De se Forskel paa disse to Haandfulde Grus? Nej, .der var
tilsyneladende slet ikke Forskel. Saa forklarede han mig: Det er
Grus fra to forskellige Bunker — den ene Slags kan ikke hænge
sammen i Støbning; det kommer af, at det er overtrukket med
en Hinde af Syre. Den stammer fra nogle ganske smaa Rødder,
der gaar dybt ned i Grusgraven og bevirker, at Gruset ikke kan
hænge sammen. Saa var det Tanken klarede sig: det er saadan,
København har det; vi ser ikke de døde Rødder, men de er der,
og de trækker over os en usynlig Hinde af Skepsis, Tvivl, Kritik.
Vi møder (eller rettere: møder ikke) disse Mennesker med
Prædiken, de skal mødes med Grunde og Modgrunde, paa lige
Fod. Jeg tænker ikke mindst paa Eliten af den nye Middelstand,
der er vokset op i Ly af Fagforeningerne, deres Førere og Presse
taler endnu til 10,000,. hvor vi skriver og taler til Snese.
4.
Vi synes det er glædeligt med den større Aabenhed, men
her maa vi ogsaa være klar over, at
de Mennesker,
der lever un
der vanskelige Livsforhold og
som har nogen religiøs Følelse, de
søger ikke i særlig Grad til Kirken,
men lige saa meget til Sek
terne og andre Steder hen, hvor der bydes dem noget. De kan
ikke rumme meget. Vor Gudstjeneste bliver dem for tung. Det
sekteriske er lettere tilgængeligt, og deres Hjerner er trætte. Der
er livligt i de smaa Forsamlinger, selv om jeg savner den dybe
Bønnens Fred i Kirken, som een sagde — ogsaa dette hører med
til de folkekirkelige Problemer.
Naar vi nu sammenfatter disse forskellige Ting, jeg har frem
ført, maa vi sige: Gud ske Lov for de banede Veje. Det er sik
kert, vi har i Gruriden Brug for et frikirkeligt Arbejde herinde sdm
Supplement til det, vi har. Jeg tror, det er noget af en Svaghed,
at alt Arbejde her er blevet saa „kirkefondsk“ . Stockholm har
ingen Kirkesag som vores, men har sin Beskow. Men vi maa ikke
glemme, at de forkekirkelige Veje er mere farbare nu og fører
længere ud end før.
Een Ting endnu: Daabsspørgsmaalet. Skal vi tænke paa en
Vækkelse i København, saa, mener jeg, skal den komme over
Barnedaaben, over Hjemmene. Men det er et Taalmodighedsar-
bejde. Alt i alt: Den folkekirkelige Vej er fuld af Forjættelser,
paa den er der udrettet noget. Der er udrettet dét, at de Men
nesker, som gaar i Kirke, det er ikke bare nogle pæne Folk, der
vil synge Salmer og høre nogle Ord af Skriften, nej, det er de
Mennesker, der vil leve og virke for Gud.
Jeg vil sige til Vennerne, som er kommet herind: Vi trænger
til Jer. Vi trænger til Jeres Samarbejde, Jeres Forstaaelse. Vor
Basis har vi her, ogsaa vort Rygstød, men Jer kan vi ikke und
være.
t
U d givet a f »Det køb en h avn ske K irkefond«. R ed igeret a f P astor
Ch. Nielsen.
&up(exiTcijfifteriet (u*d Hansen
&
Sicft).