386
kysten, inden jeg kom til København, og jeg ved noget om, hvor
stor Forskel der er mellem Jyder og Københavnere. Det er meget
vanskeligt at orientere sig, naar man kommer til København.
Hvad der i denne Forsamling vel især maa interessere er,
tænker jeg, dette Spørgsmaal, hvorledes er Stillingen i et middel
stort Sogn i København, hvor der en lille Snes Aar er gjort et
Arbejde efter de almindelige Kirkefonds-Linier ? Spørgsmaalet
kan besvares saaledes: Der er nogen Forventning til Kirken, der
er
et religiøst Behov, som let søger sig Adgang andre Steder, men
ogsaa ofte Længsel efter det, man forlod.
Hvordan leves nu Livet indenfor Menighedsrammerne? Jeg
tror, det er et Særkende, at der er forøget Arbejdslyst og fornyet
Mod. Arbejdet bærer Frugt: Der er, for at sige det igen, større
Lydhørhed og større Aabenhed paa Grundlag af det Arbejde, der
.er
gjort. —
Men vi er samlede her for at vinde større Klarhed og Vaa-
genhed, og jeg vil nu søge at give vore Gæster et Billede af vore
Forhold.
1.
Arbejdet stiller store Krav til den
samtalende Evne.
Vi træf
fer jo kun de enkelte Mennesker paa vore Kontorer, i Hjemmene
og paa Gaden. Der stilles store Krav til os om at gribe Lejligheden
til Samtale med Mennesker og Krav om at have Taalmodighed,
saa Folk kan faa Tid til at blive stille og komme frem med, hvad
de mener, hvilke Tanker de har gaaet og dannet sig. Det gælder
ikke bare om at komme af med et Vidnesbyrd; ogsaa om — ikke
mindst — at forstaa, hvad Folk har paa Hjerte.
En Mand kommer op til mig, fordi han skulde have et Barn i
Kirke. Han var aabenbart lidt genert ved den Situation. Men jeg
fik ham da til at sætte sig og saa siger jeg til ham: Har De før
haft Barn i Kirke? — Nej, det havde han ikke. — Kommer De
i Kirken? — Nej, det gjorde han da ikke. — Hvorfor vil De
egentlig have Barnet døbt? spurgte jeg saa. — Han vidste ikke
rigtig, hvad han skulde svare paa det, men endte med at sige, at
Barnet skulde jo dog have et Navn. — Det kan det jo let faa,
sagde jeg til ham, derfor behøver det ikke at komme i Kirke. Men
er der slet ikke andet? Hvad mener De om Daaben? — Ja, sagde
han, juridisk set, tror jeg, at Præsterne kan faa lagt mere ind i
Daaben end den almindelige Mand. — Ja, det har De Ret i, sagde
jeg. — Saa talte jeg til ham om Markus 10. Kapitel, hvor der for
tælles om, at de førte de smaa Børn til Jesus, og jeg sagde til ham:
Der er een Ting, De forstaar, De har givet Barnet Livet. — Ja,
det forstod han. — Men hvis der nu er et evigt Liv, saa kan De
ikke give Deres Barn det. Ved Daaben bringer vi Børnene til
Gud og beder ham om at give dem Livet, det evige Liv. Nu i
Morgen i Kirken, saa skal De høre efter, hvad der bliver læst, og
De skal prøve at bede med. —
Dette fortæller jeg for at give et Indtryk af, hvordan alt Ar
bejde her i Kirken gaar frem over Samtalerne og ikke bare over
Vidnesbyrdet.
,