Previous Page  419 / 454 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 419 / 454 Next Page
Page Background

386

kysten, inden jeg kom til København, og jeg ved noget om, hvor

stor Forskel der er mellem Jyder og Københavnere. Det er meget

vanskeligt at orientere sig, naar man kommer til København.

Hvad der i denne Forsamling vel især maa interessere er,

tænker jeg, dette Spørgsmaal, hvorledes er Stillingen i et middel­

stort Sogn i København, hvor der en lille Snes Aar er gjort et

Arbejde efter de almindelige Kirkefonds-Linier ? Spørgsmaalet

kan besvares saaledes: Der er nogen Forventning til Kirken, der

er

et religiøst Behov, som let søger sig Adgang andre Steder, men

ogsaa ofte Længsel efter det, man forlod.

Hvordan leves nu Livet indenfor Menighedsrammerne? Jeg

tror, det er et Særkende, at der er forøget Arbejdslyst og fornyet

Mod. Arbejdet bærer Frugt: Der er, for at sige det igen, større

Lydhørhed og større Aabenhed paa Grundlag af det Arbejde, der

.er

gjort. —

Men vi er samlede her for at vinde større Klarhed og Vaa-

genhed, og jeg vil nu søge at give vore Gæster et Billede af vore

Forhold.

1.

Arbejdet stiller store Krav til den

samtalende Evne.

Vi træf­

fer jo kun de enkelte Mennesker paa vore Kontorer, i Hjemmene

og paa Gaden. Der stilles store Krav til os om at gribe Lejligheden

til Samtale med Mennesker og Krav om at have Taalmodighed,

saa Folk kan faa Tid til at blive stille og komme frem med, hvad

de mener, hvilke Tanker de har gaaet og dannet sig. Det gælder

ikke bare om at komme af med et Vidnesbyrd; ogsaa om — ikke

mindst — at forstaa, hvad Folk har paa Hjerte.

En Mand kommer op til mig, fordi han skulde have et Barn i

Kirke. Han var aabenbart lidt genert ved den Situation. Men jeg

fik ham da til at sætte sig og saa siger jeg til ham: Har De før

haft Barn i Kirke? — Nej, det havde han ikke. — Kommer De

i Kirken? — Nej, det gjorde han da ikke. — Hvorfor vil De

egentlig have Barnet døbt? spurgte jeg saa. — Han vidste ikke

rigtig, hvad han skulde svare paa det, men endte med at sige, at

Barnet skulde jo dog have et Navn. — Det kan det jo let faa,

sagde jeg til ham, derfor behøver det ikke at komme i Kirke. Men

er der slet ikke andet? Hvad mener De om Daaben? — Ja, sagde

han, juridisk set, tror jeg, at Præsterne kan faa lagt mere ind i

Daaben end den almindelige Mand. — Ja, det har De Ret i, sagde

jeg. — Saa talte jeg til ham om Markus 10. Kapitel, hvor der for­

tælles om, at de førte de smaa Børn til Jesus, og jeg sagde til ham:

Der er een Ting, De forstaar, De har givet Barnet Livet. — Ja,

det forstod han. — Men hvis der nu er et evigt Liv, saa kan De

ikke give Deres Barn det. Ved Daaben bringer vi Børnene til

Gud og beder ham om at give dem Livet, det evige Liv. Nu i

Morgen i Kirken, saa skal De høre efter, hvad der bliver læst, og

De skal prøve at bede med. —

Dette fortæller jeg for at give et Indtryk af, hvordan alt Ar­

bejde her i Kirken gaar frem over Samtalerne og ikke bare over

Vidnesbyrdet.

,