440 / 454
407
derne er svære og Veien saa trang, og at der fra mig kan
udgaa en Virkning til Velsignelse for dem, som jeg har med
at gøre, at jeg ikke bliver til Tynge for dem, jeg træffer paa
og har mit Arbejde sammen med, men bliver dem til Gavn
og Hjælp.
Og
at kunn e dø
det er ikke resigneret at bøje Hovedet,
give op og synke sammen, naar Livsfølelsen ikke er stærk
mere. Nej. denne overfladiske Tale om Døden som en god
gammel Ven og om »venlige Grav i din Skygge bor Fred« — •
den er ikke rigtig virkelighedspræget. Saa er der ganske
anderledes Sandhed i Ordet om. at
Døden er en F jende.
Men
at kunne dø er da at
overvinde denne F jende
og at kunne
synge:
Død var du før,
nu er du Dør
til Himmeriges Rige.
Er Døden for mig en Hjemgang og en Indgang til vor
Faders Hus med de mange Boliger, da er Sejren vundet,
da har jeg lært den store Kunst at kunne dø.
Men disse to
hænger samm en,
at kunne leve og at
kunne dø.
Der har været Tider ogsaa i den kristne Kirkes Historie,
hvor Eftertrykket har været lagt saa stærkt paa den ene af
disse to, at den anden ligesom er bleven skudt til Side, og
det blev til Skade for Helheden; thi de betinger hinanden.
Der har været Tider, hvor Eftertrykket blev lagt saa
afgjort paa det at kunne dø, det skulde man altid berede sig
til og tænke paa. Og det var jo i og for sig rigtig nok, men
man glemte saa let, at kun det var Vejen, som førte til
Maalet, at man først lærte at leve, d. v. s. at anvende den
Tid, man havde, til at gaa det første Skridt, det, som maatte
og skulde tages, før man naaede til Vejs Ende; man blev
maaske noget mindre agtpaagivende overfor de mange smaa
Ting, som hører til det at leve.
Andre Tider lagde Eftertrykket paa det at leve; men det
blev ligesom fortonet, at det skal vi ikke blive ved med, men
vi skulde gerne kunne »fare i Fred« og naa hjem til de evige
Boliger, hvor Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne og
Døden skal ikke være mere. Og tages Dødens Baggrund bort
fra Livet mister det Dybde og Alvor.
At forene disse to, at kunne leve og at kunne dø, det var
det, en Paulus kunde, og han udtrykker det i Ordet: »Det
at leve er mig Kristus, og det at dø en Vinding.«
Det er nu ogsaa det, som Jesu Kristi Kirke her paa Jor
den har at tilbyde Mennesker og oplære dem i. Kristi Kirke
byder ikke paa nogen speciel Uddannelse paa Aandens eller
Haandens Omraader, men det, som vi skal til allesammen:
at leve vort Menneskeliv og at kunne dø
m e d
Frimodighed;
her byder den Hjælpen, den afgørende Hjælp. Denne Opgave