72 / 243
— 25 —
de besynderlige Lædskelse i deres Pine deraf; thi at ingen
Ting kan mer eller snarere hiælpe dem af deres Pine end
at lade sig Messe for dem eller at høre Messe og derover
bede for dem“ .
Denne Tankegang var Baggrunden for den overalt i
Middelalderen saa udbredte Indstiftelse af Siælemesser.
Man lod sig imidlertid ikke blot nøie med at læse Messer
for andre, men var ogsaa betænkt paa sit eget Siælevel.
Hvor forstaaeligt var det da ikke, at den, der i levende
Live besad Midler, kunde ønske, at de efter hans Død
maatte blive anbragt paa en saadan Maade, at der „til
evige Tider“ kunde sikres ham og hans Slægt Lindring
i den Skærsildens bitre Pine, der var enhver vis“ .
Tiderne modtog deres Paavirkning fra Kirken, men
har ogsaa paavirket dens Livs- og Arbeidsformer, alt har
afspeilet sig i Kirkens Liv, og afsat sine Mærker af menne
skelig Selvsyge, Hovmod, Splid og Smaalighed. Ofte sank
dog Kirkefolket ned i Vanens Død eller nøiedes med at
fryde sig en liden Stund i golde Stemninger uden at
bære Frugt i Livet.
En eiendommelig Fremtrædelsesform for Helgendyr
kelsen var endvidere Reliqvierne, Levninger af eller Gien
stande, der havde haft Forbindelse med Christus, Apostle,
Martyrer eller andre hellige Personligheder. Dyrkelsen
heraf kan spores langt tilbage i Kirkens Historie, men
udfoldede sig efter at Pilgrimsfarterne til Rom og Kors
togene havde givet Anledning til en uhyre Indførsel af
virkelige eller formentlige Reliqvier. Som kun faa andre
Tidsrum i Menneskeslægtens Historie var Sen-Middelalde-
ren en religiøs bevæget Periode. Overalt møder man den
mest levende Grebethed af Spørgsmaalet om Siælens Frelse,
men ogsaa overalt den stærkeste religiøse Pessimisme.
Afgiort Mistillid til det naturlige Menneskeliv og dets
Ytringsformer, knugende Angst over for Diævelens og de
onde Aanders Herredømme, og mangehaande Angreb, Frygt
for Døden, Gru for Syndens Straf, og pinefuld Uvished
om den enkeltes Frelse, var Følelser, der mere end noget
andet satte deres Præg paa de Tider. Kirken blev da