Teglgaardsstræde

— 31 —

14 19 trufne extraordinaire Foranstaltninger, for at hiælpe

Sanct Clemens Kirke i dens Nødstilstand, havde været

forgiæves.

1343 siges det, at det til Vor Frue Kirke annecterede

særlige Sogn, Sanct Clemens, blev forestaaet af „presbiter

parochialis“ , men der siges ikke noget om, til hvilken Art

Geistlige disse henhørte. Kun fra Anno 1482 ved man,

at det var en af Kannikerne, der var fungerende Sogne

præst (pastor et plebanus), og som saadan øvede Kirketugt

over for et af Menighedens Medlemmer.

Kapitlet nød stadig Tienden af alle kiøbenhavnske

Sogne, men det var en Ordning, om hvilken man paa

Forhaand kunde vente, at den i det lange Løb maatte være

egnet til at vække Misfornøielse. Faktisk/ ser man da

ogsaa, at der i den senere Middelalder gientagne Gange

kom til at staa Strid om denne Tiendefordeling. Det havde

saaledes vist sig ugiørligt for Sanct Clemens Kirke at faa

giennemført, at der tilstodes den sin Part af Korntienden,

men den Trediedel af Korntienden, som ellers var bestemt

til Vedligeholdelse af Stadens Kirker, tilfaldt ikke Sanct

Clemens Kirke, hvilket ses af en Retstrætte i 1473. Hr

Kield var da Besidder af Præbendet Sanct Clemens, og

han havde i det Aar en Strid med sine Sognemænd om

Kirkens Tiende, som han paastod tilkom ham som Medlem

af Kapitlet, medens Kirkeværgerne giorde Fordring paa

den til Bedste for deres egen Kirke. Det var overhovedet

et Spørgsmaal, som Gang paa Gang havde været fremme

om, hvorvidt Kirketienden af de Vor Frue Kirke og Kapitlet

annecterede Kirker tilhørte Kapitlet eller vedkommende

Kirker selv. Tilhørte den nemlig Kapitlet, maatte Sogne-

mændene, foruden Udredelsen af den sædvanlige Kirke

tiende, endnu desuden udrede, hvad deres egne Kirkers

Vedligeholdelse kostede. Sognemændene i Sanct Clemens

Sogn giorde imidlertid Fordring paa, hvad i og for sig

maatte synes aldeles billigt, at Trediedelen af den Korn-

tiende, som de ydede, skulde tilfalde deres egen Kirke

og anvendes til Kirkebygningens Vedligeholdelse og anden

Fornødenhed. Da Kapitlet imidlertid ikke vilde indlade