143 / 310
og 1714: »Dissertatio Physica de m o tu violento exci-
tato«. E fter at have væ ret Dekan paa K losteret i nogle
Aar blev h an i 1718 kaldet til P ræ st i Helsinge og
Valby og døde i dette Em bede 1740. — Jø rgen F riis
be traad te tidlig D igterbanen og skrev allerede som
A lumne talrige Lejlighedsdigte, saasom L igvers m ed
Lovp risn ing af den afdøde, gemytlige B ry llupsvers,
Æ res- og Lykønskn ingsd igte, sm aa Im p rom p tu e r i
Smag med de senere Wesselske, etc. Ligesom forskellige
and re sam tidige D igtere betegner h an B rudde t m ed
den fra Ty sk land im po rte rede svulstigt pathetiske Stil
og Genoptagelsen af den na tiona le hum o ristiske Tone
og er derved en af F o rløb e rn e for Holberg. Selv v a r
h a n som Pe rson m u n te r og elskværdig. Sin Ansøg
n ing til Kongen om Helsinge P ræ stekald , som va r
bleven ledigt ved Indehave ren , P a sto r Griis’s Død,
affattede h an som følger:
Hjælp, naadigste Monark, nu gæ lder det at rime,
Lad Lykken træffe mig, thi nu i denne Time
er død i Helsinge en Præst, som kaldtes Griis;
gør Verset rimeligt, saa hjæ lpes Jørgen Friis.
Og Taksigelsen for Kaldet va r i samm e Stil:
Tak, naadigste Monark, for den tyksalig Time,
paa hvilken F riis og Griis sig m aatte sammen rim e;
jeg h av er rim et tidt, men Kongen rim te bedst,
da F riis ved Griis’es Død fik Kald og blev til Præst.
Ved disse og lignende R im e rie r g jo rde Jø rgen Friis
sto r Lykke i sin Sam tid, ligesom h an besad en høj
S tjerne ved Hove baade i F red e rik IV’s og Christian
VFs Tid, og ingen for D anm a rk eller dets Kongehus
betydningsfuld Begivenhed forblev ubesunget af Friis.
Bl. a. skrev h an stø rre Digte i Anledning af Sehesteds
140