94 / 176
89
maatte Kaptajnen jo kunne tænke sig, og det var
hans Pligt at være rede til at modtage et saadant til
enhver Tid.
Den c). Marts
overtog jeg atter Kommandoen over
mit Kompagni og deltog med dette i Tjenesten i og
uden for Fæstningen.
En Dag stod jeg paa Forpost ved og foran Over
svømmelsen og havde tillige besat den store Skanse
ved Hovedvejen til Veile, da der indløb Melding om
2 Parlamentærers Ankomst til Forposterne. Det var
omtrent midt i Marts, Vejret var koldt og raat, og jeg
gav mig god Tid, førend jeg, ledsaget af en Ordonnans,
kom ud til d’Hrr. Preussere. Den ældste præsenterede
sig som:
Premierløjtnant von Wrangel af Garde-Dragonerne
og Ledsageren som
Sekondløjtnant von Hintzenstern af røde Husarer.
Den først nævnte meddelte mig, at han havde et
Hverv fra General N. N. til Kommandanten i Frede
ricia, hvorfor han androg om Audiens hos denne.
Jeg gjorde ham opmærksom paa, at han næppe vilde
komme ind i Fæstningen, men da jeg ikke havde Or
dre til at afvise Parlamentærer, skulde jeg selvfølgelig
indhente Kommandantens Bestemmelse. Paa Spørgs-
maalet om, hvor lang Tid der behøvedes hertil, tog
jeg Munden fuld og angav cirka 2 Timer, kun for at
øve d’Hrr. Preussere i Taalmodighed, thi i Virkelig
heden kunde hele Sagen ekspederes paa højst 1
Time.