33 / 128
26
udøvede et formeligt Trylleri over sine
Medmennesker. Hun skal have været en
uforlignelig yndig Baldame, og hun var fe
teret Baldronning, endog i de høieste
Kredse. Denne Hyldest havde neppe væ
ret til Held for hende, der hverken havde
Rang eller Formue, og ved den Tid, som
jeg her omtaler, havde hun trukket sig
helt tilbage fra Selskabslivet. J e g undredes
tidt over, hvor tungsindig hun saae ud, og
hvor taus hun fordetmeste var; men selv
følgelig fandt jeg, at det netop klædte
hende udmærket, og for mig blev hun en
Type for alle melankolske Romanheltinder;
thi skjøndt jeg neppe var mere end 9— 10
Aar gammel, havde jeg allerede læst man
ge Romaner.
Var Datteren taus, saa var Moderen
desmere talende, og jeg hørte hende en
Dag fortælle min Moder udførlig om Dat
terens Hjerteanliggende, skjøndt Moder jo
var hende helt fremmed. Fru H . . . lagde
vist ikke Mærke til, at jeg var tilstede, og
naturligvis slugte jeg med Begjærlighed
hvert Ord, der blev sagt.