34 / 128
27
Paa Ballerne i den fornemme Verden
havde Datteren mødt en ung, udenlandsk
Diplomat, som ved alle Ledigheder og i
en paafaldende Grad havde udmærket hen
de. Da han var smuk, begavet og elsk
værdig, havde hans Hyldest gjort et uud
sletteligt Indtryk paa den unge Piges Hjerte.
Efter nogle Aars Forløb blev han forflyttet,
og rimeligvis havde han forlængst glemt
hende; hans Tilbøielighed havde kun væ
ret en flygtig Bal-Inklination; hendes Fø
lelse for ham var derimod en dyb, rod
fæstet Kjærlighed, der satte sit Præg paa
hele hendes Liv. Fru H . . . var inderlig
bedrøvet over sin Datters Tungsind, men
haabede dog, at Tiden en Gang skulde
faae Bugt dermed. Der var et overordent
lig smukt Forhold mellem denne Moder
og Datter, og det lod til, at Datterens kjær-
lige Omhu og Opoffrelse i Hjemmet dan
nede ligesom en Modvægt mod den eneste
Tanke, der ellers optog hende tidlig og
sildig, — hendes skuffede Kjærlighed.
Der gik nu adskillige Aar, hvor jeg al
drig traf disse rare, venlige Husfæller;