35 / 128
28
men jeg hørte fortælle, at Datteren tap
pert havde holdt Modet oppe lige indtil
Moderens Død; men da var det, som om
hendes Forstand pludselig og fuldstændig
tabte Ligevægten; alt andet forsvandt af
hendes Bevidsthed; kun om
ham
kred
sede nu alle hendes Tanker og Begreber.
Je g tror, at hun i længere Tid opholdt sig
paa en Sindssygeanstalt, — dog uden Re
sultat; hun var og blev uhelbredelig sinds
syg, men rolig og fredelig, saa at hun
kunde vende tilbage til sit Hiem,
I mange Aar saae jeg nu intet til hende;
derimod gjorde jeg i denne Mellemtid Be-
kjendtskab med Gjenstanden for hendes
Kjærlighed. Je g traf ham paa en af mine
Reiser, og jeg forstod, at han var en Mand,
der for Alvor maatte kunne erobre en ung
Piges Hjerte. Da jeg saae ham, var han
allerede en ældre Mand, helt hvidhaaret,
men endnu meget smuk og med et ual
mindelig indtagende Væsen. Han var lidt
invalid; men da jeg vidste, det var som
Følge af en Heltegjerning, fandt jeg, at
det snarere forhøiede hans Skjønhed. Nogle