38 / 128
31
gjenkjendte hende strax; hendes Skikkelse
var uforandret, ja, Dragten syntes endog
at være den samme, som hun bar i mine
Barndomsdage, — rén og pyntelig, men
saa uendelig gammeldags. Hun havde end
nu sin lette, svævende Gang; men hen
des Haar var næsten hvidt, og Ansigtets
Udtryk var som forvandlet, — mærkelig
nok — fra den fordums dybe Melankoli
til den mest straalende G læde; hendes
Øine lyste som Stjerner. Da hun opdagede
mig, løb hun mig imøde, kaldte mig „sin
kjære lille Charlotte, som hun saa længe
ikke havde seet,“ spurgte til hver isæ r af
min Familie, og gjorde ikke i fjerneste
Grad Indtryk af en Sindsforvirret. Men
pludselig udbrød hun: „Hvor Du sang
deiligt i Aftes paa Theatret, kjære Char
lotte! Baade Grev D og jeg var henrykte
over Dig. — Ja , Du véd da nok, at jeg
er gift med Grev D ? — men Du véd
neppe, hvor ubeskrivelig lykkelig jeg er.
Kom endelig og besøg os! Greven vil
blive ligesaa glad som jeg over at see Dig;
han véd, hvormeget jeg altid har interes