37 / 128
30
hans Kurmageri til den unge, danske
Dame, der for hans Skyld havde mistet
sit Hjerte og sin Forstand. Han blev me
get bevæget ved at erfare hendes sørge
lige Skæbne, som han ikke havde havt
Anelse om, og han svarede: „K jæ re Frue,
jeg haaber, De tror mig paa mit Ord, jeg
har aldrig været en lapset Kurmager. Nu
erindrer jeg godt, at den Dame, De om
taler, var et af de yndefuldeste, mest ind
tagende Væsner, jeg nogensinde har truf
fet, og jeg har vistnok i høi Grad udmærket
hende paa alle de Baller, hvor vi mødtes;
men jeg har kun vist hende ridderlig Hyl
dest; jeg har aldrig udtalt et eneste Ord,
som jeg nu maatte bebreide mig, og jeg
anede ikke, at hun nærede en dybere Fø
lelse for mig. Je g er inderlig bedrøvet
over hvad De der fortæller mig; men min
Samvittighed frikjender mig fuldstændig i
denne Sag, og jeg vil meget nødig mis-
kjendes af
D em .“
Mange Aar derefter, da jeg allerede for
længst var ansat her ved Theatret, saae
jeg en Dag Frøken H . . . paa Gaden og