39 / 128
32
seret mig for Dig, ligefra Din Barndom .“
S aa kyssede hun mig til Afsked og svæ
vede videre, stadig med det lyksalige Smil
paa Læberne. Folk saae efter hende, og
jeg hørte En sige: „Det er den gale Frk.
H ..., hun har mistet Forstanden af ulykke
lig Kjærlighed.“
Kunde man egentlig kalde den K jærlig
hed
u lyk k elig ?
— I det Øieblik kunde jeg
næsten have misundt denne stakkels Kvin
de hendes dybe, uudtømmelige Væld af
Følelse, hendes grundmurede Trofasthed.
Denne Kjærlighed havde været hendes
„kjære, stadige T anke“ fra hendes tidlige
Ungdom, gjennem tunge Tider, under Syg-
dom’ og Sorg, indtil den nu stod som Ene
hersker i hendes Bevidsthed og fyldte
hende med en usigelig Lykke. Hendes
Lykke var ganske vist kun et Fantasibil-
led’ ; men for hende var den ubrødelig
Sandhed, og hendes Kjærlighed var altsaa
lykkelig;
paa
den
havde hun levet i mange
Aar, og i jublende G læde over
den
luk
kede hun sine Øine i Dødens Stund.